fbpx

Danske Sequine debuterer med den 80’er-nostalgiske popsingle “Slip”

Foto: Hans-Jørgen Hersoug (Pressebillede)

Sequine er et spritnyt navn på den danske popscene, og hans debutsingle “Slip” viser, at han i den grad er værd at holde øje med.

Bag kunstnernavnet Sequine står den aarhusianske, men nu københavnerbaserede artist Kristoffer Mulbjerg, der netop har sluppet sin debutsingle “Slip”. Singleudgivelsen er samtidig den første smagsprøve på hans kommende selvbetitlede EP [se·;ki·;nə] – sekine, der lander i sin fulde længde den 19. november. “Slip” kredser om emner som usikkerhed og selvregulering, der pakkes ind i et storladent 80’er-inspireret synthpop-track med følelserne helt ude på tøjet. Nummeret er desuden produceret sammen med Liss-medlemmet Vilhelm Strange, der også har været med inde over EP’ens resterende sange.

Mulbjerg udtaler selv følgende om sit kommende EP-udspil:

Sangene er drevet af en lidt weird sammensætning af sårbare øjeblikke i mit liv, puttet ind i en lyd af energisk selvsikkerhed. Måske for at leve op til idealet om at genvinde kontrol. Det synes jeg egentlig er et lidt underligt ideal. Det kan virke stærkt, når vi formår at bilde os selv ind, at vi er i kontrol. Men jeg ville gerne bibeholde skrøbeligheden – og absurditeterne, der følger med. Generelt er det den ambivalens, der har drevet min nysgerrighed, og forhåbentligt det, der gør EP’en vedkommende.

Lyt til “Slip” på Spotify lige her.

Tags:
Mads Vadsager
madsvadsager@bandsoftomorrow.com