fbpx

Den københavnske festival SYD FOR SOLEN løfter sløret for første navne

Foto: PRISMA // Bobby Mandrup (Pressebillede)

Den spritnye festival SYD FOR SOLEN har netop annonceret de første fire navne til plakaten!

Til sommer er det første gang, at den nye festival SYD FOR SOLEN løber af stablen. Vi har ventet i spænding på at finde ud af, hvilke navne festivalen vil markere deres åbning med.

Det første hovednavn, som gæster Søndermarken på Frederiksberg til næste års festligheder, er britiske Liam Gallagher, der er kendt fra det legendariske rockband Oasis. Mens den verdensberømte rockstjerne står øverst på plakaten, bakkes han op af tre andre attitudefyldte rock-acts, der også kommer til at indtage scenen på festivalens første dag fredag den 10. juni.

Vi kan med stor entuisasme afsløre, at et af de acts er den fremadstormende søsterduo PRISMA, som vores redaktion har fulgt fra deres spæde begyndelse. Rockduoen har efterhånden spillet sig til toppen af det danske vækstslag med deres rå, poprockede lydbillede som på gennembrudsnummeret “I Never Wanted To Meet You”.

De to øvrige acts, der er blevet annonceret til festivalprogrammet, er post-punkede Goat Girl og indierock-bandet Black Honey, som begge definerer en musikalsk nerve, som huserer på den engelske musikscene lige nu og her.

Der er uden tvivl lagt op til en rock-præget, attitudefyldt og festlig aften, når SYD FOR SOLEN for første gang lukker dørene op til en tre dage lang festival, som finder sted i Søndermarken på Frederiksberg mellem den 10. og 12. juni 2022. Festivalen præsenteres af det erfarne musikagentur smash!bang!pow! og har plads til 15.000 festivalsgæster pr. dag. Billetsalget er gået i gang, så du allerede nu kan forsikre dig en billet til den københavnske festival.

Kira Buur
kirapost@bandsoftomorrow.com