06 dec Veps-INTERVIEW: »Vi bruger alle fire det her band til at udtrykke vores følelser«

Foto: Jenny F. Lunde (Pressebillede)

Det norske slackerrockband Veps væltede os bagover, da de leverede en af de allerstørste overraskelser på årets by:Larm Festival. Vi tog os derfor en snak med de fire 18-årige piger Oslo for at lære mere om historien bag det unge DIY-band.

På dette års by:Larm Festival oplevede jeg det unge indierockband Veps for første gang, og deres koncert endte med at blive lidt af en gamechanger for mig. På et splitsekund glemte jeg nemlig fuldstændig, at min tilstedeværelse i Norges hovedstad var arbejdsrelateret, og at jeg befandt mig på spillestedet John Dee som en redaktionspraktikant i færd med at dække en branchefestival. Fanskab har altså ingen alder, og jeg er den dag i dag ikke et sekund i tvivl om, at jeg i netop det øjeblik blev transformeret til en vaskeægte Veps-fan.

Med dette i baghovedet sidder jeg derfor forventningsfuldt og venter på, at Zoom-forbindelsen til bandets øvelokale bliver oprettet. For jeg er nødt til at vide mere om det her band, og jeg er nødt til at finde ud af, hvordan man i en så ung alder kan skabe et så overbevisende udtryk.

Teenagebandet, der startede for sjov, men pludselig blev signet

Da forbindelsen går igennem til den norske indiekvartet, dukker tre imødekommende ansigter op på min skærm. Ansigterne tilhører henholdsvis Laura Dodson (vokal og guitar), Maja Beitrusten Berge (trommer) og Helena Mariero Olasveengen (vokal og keyboard), der alle sidder godt placeret i øvelokalets tilbagelænede sofa. Bandets fjerde og sidste medlem June Urholt (bas) er på vej, og jeg får at vide, at vi kan begynde interviewet uden hende, og så vil hun dumpe ind undervejs. Da jeg starter ud med at spørge ind til bandets baggrundshistorie, er det først Maja, der tager ordet:

– Vi kender hinanden fra folkeskolen. Helena, June og jeg har faktisk kendt hinanden, siden vi var seks år gamle. Senere mødte vi så Laura, og i niende klasse begyndte vi at spille i band sammen. Dengang var vi 14 år gamle.

Laura spoler tiden tilbage til bandets legesyge opstart, mens hun fortæller om udviklingen fra at starte ud som et folkeskoleband uden nogen planer til pludselig at være et signet indieband med internationale tours og festivaljobs i kalenderen:

– Da vi startede bandet, havde vi ikke en masse målsætninger eller idéer om, hvordan vi skulle lyde. Vi gjorde det bare for sjov. Jeg tror først, at vi blev klar over, at vi havde “en lyd” i løbet af sidste år, da vi startede samarbejdet med vores nuværende manager. Der kom pludselig nogle folk og satte ord på vores musik, og så havde vi det sådan lidt ”ah okay, ja det giver sikkert mening”. Ubevidst er vi nok inspireret af en del indierock fra 90’erne, fordi vi alle lytter ret meget til den slags musik, men det har aldrig været en bevidst beslutning, at vores musik skulle lyde på en bestemt måde.

Den accelererende opmærksomhed omkring Veps har blandt andet ført bandet til en pladekontrakt med det amerikanske label Kanine Records, som også har udgivet deres debut-EP Open the Door. Selvom kvartettens hjemmelavede musikvideoer på YouTube “kun” har seertal i tusindvis, sender historien omkring Veps mine tanker hen mod den norske indiescenes globale hypersucceser som Boy Pablo og Girl in Red. Og selvom musikindustriens veje er uransagelige, kunne jeg altså godt se Veps som en af Norges kommende indieeksporter. Jeg får derfor lyst til at spørge mere ind til, hvordan de selv opfatter det norske indiemiljø, og om de ser noget særegent ved at være et norsk indieband:

– Den norske indiescene er jo ret lille i forhold til eksempelvis den amerikanske eller britiske scene, og det kan nok godt være en fordel, tror jeg. I lande som USA og England er det virkelig svært at skille sig ud, fordi der er så meget konkurrence og et enormt hav af mennesker og artister. Her i Norge er scenen ikke lige så stor, så når der er nogen, der skiller sig ud, er det nok lidt nemmere at slå igennem og få opmærksomhed, fortæller Laura.

Maja supplerer:

– Ja, i Norge er der heller ikke lige så mange selskaber, der skubber musikken ud over landegrænserne. Når norske indiebands så bryder igennem internationalt, bliver det nok også mere bemærket. Det er ligesom at bryde igennem en væg. Når du først er ude på den anden side, så der er nemmere at få opmærksomhed og blive lagt mærke til. Vi er ikke selv brudt hele vejen igennem væggen endnu, men vi er på vej!

En anden, der er på vej, er bandets fjerde medlem June, der i samme øjeblik træder ind ad døren og slår sig ned i sofaen sammen med resten af sit band. 

Den udødelige bandkonstellation

Noget af det, der virkelig fangede mig, da jeg så Veps på by:Larm, var deres helt særlige bandenergi. I modsætning til mange af de andre koncerter, jeg så på Oslo-festivalen, er Veps nemlig ikke en soloartist med et liveband, men derimod et vaskeægte band, der både skriver, indspiller og fremfører musikken i fællesskab. Jeg spørger derfor ind til, hvilke styrker de selv ser i bandkonstellationen, og hvorfor det på ingen måde er et forældet fænomen:

– For os giver det helt vildt god mening at være band, der både er sammen om at lave musikken, og om at spille den live. Vi er ikke ”Laura og bandet” eller ”June og bandet”. Vi kan alle bidrage, og vi har alle indflydelse. På den måde kan vi også alle sammen bruge vores musik til at udtrykke følelser, hvilket gør, at det føles personligt for os alle fire, når vi spiller sangene live. I modsætning til et liveband, der spiller for en soloartist, så går vi alle sammen på scenen med den der fornemmelse af at vise noget personligt. Og så er vi også bare verdens bedste samarbejdspartnere nogensinde, fortæller Maja grinende.

June, der i mellemtiden har lagt sin cykelhjelm og fundet sig godt til rette i øvelokalets sofa, supplerer:

– Ja, på den måde bliver det bare mere personligt, og det bliver også nemmere at være passioneret omkring musikken, fordi man ikke skal spille noget, som en anden har lavet. Det føles meget bedre at spille sit eget.

Selvom gruppens egen beskrivelse af bandkonstellationen er primært som ren idyl, kan der selvfølgelig også godt opstå gnidninger mellem de fire veninder:

– Vores musik er et virkeligt råt udtryk, som vi alle står bag. Vi gør alting sammen. Vi skriver sammen, vi spiller sammen, og vi tager i studiet sammen. Vi har derfor helt sikkert også nogle uenigheder en gang i mellem. Vi er jo vildt gode venner, så nogle gange kan det være lidt svært at balancere mellem det at være venner og det at være kollegaer. Nogle ting kan blive taget lidt for personligt, selvom de ikke er tænkt sådan, fordi vi er så tætte med hinanden. Nogle gange kan det godt være svært, men jeg tror, at vi med tiden er modnet så meget, at vi godt kan acceptere vores konflikter og komme videre. Det er bestemt en læringsproces, men jeg synes, at vi er gode til at håndtere det, fortæller Laura.

Et uundværligt redskab i gruppens måde at håndtere konflikter på er et meget demokratisk princip om at prøve alle medlemmernes idéer af, hvilket June uddyber således:

– Vi har også en politik om, at alle idéer skal prøves af minimum en gang, når vi sidder og skriver musik. Så vi prøver altid alle vores idéer af, og så tager vi en afstemning om, hvilken idé der havde mest at byde på.

Internetforbindelsen begynder at opføre sig lidt ustabilt, og på et tidspunkt i interviewet er min computerskærm helt frosset. Da forbindelsen igen er oprettet, får jeg at vide, at jeg er gået glip af Majas følelsesladede brandtale om, hvor dejligt det er at lave musik sammen med sine bedste veninder, og hvor meget hun elsker de tre andre. Kontorets internet kunne med andre ord ikke finde et værre tidspunkt at gå ned på, og jeg får derfor Maja til at opsummere, hvad jeg er gået glip af:

– Veps ville aldrig være Veps med nogle andre end os fire. Vi er bedste venner, og vi elsker at være sammen. Uden rigtigt at vide det, så fik vi nok jackpot, dengang vi startede bandet med hinanden, fortæller hun både til mig og til hendes tre veninder, der tydeligvis bliver rørt af ordene, selvom de får dem for anden gang i træk.

Balancen mellem sangskrivningen og skolelivet

Veps’ debut-EP Open the Door indeholder en stribe af virkelig stærke indiehymner, der har placeret sig solidt på både min hjernehinde og på mine personlige Spotify-playlister. Da jeg spørger indtil processen bag EP’en, fremstår det også ganske tydeligt, at de fire musikere har lagt både sjæl, energi og fraværsprocenter i skabelsen af udgivelsen:

– Vi forsøger at kombinere sangskrivning og skolen, men det er ofte ret kaotisk, fordi vi har mange deadlines i begge verdener. Og det er to meget forskellige verdener. Vi elsker at skrive musik, så vi prioriterer bandet meget mere end skolen, tror jeg. Vi vil selvfølgelig gerne gøre det godt i skolen og få gode karakterer, men vi ønsker endnu mere at gøre det godt som band. I mit hoved er det altid bandet, der er vigtigst, fortæller Laura.

Selvom bandet er det vigtigste for de fire norske piger, så er det ikke altid nemt at stå ved den prioritering i et samfund, der som udgangspunkt ikke er indrettet til unge rockstjerner. Maja uddyber:

– Der er også nogle ret strikse fraværsregler i Norge. Hvis man har mere end et vist antal procent fravær, så består man ikke. Der er meget snak om det rent politisk, hvilket vi ikke går så meget op i, men det har den betydning for os, at det er svært at rejse udenlands og tage på turné, fordi vi får for meget fravær. Der er som regel ikke så meget plads til at gøre det, vi gør. Vi er nødt til at tilpasse os skolesystemet.

Bandets debut-EP er ikke kun skrevet under deres gymnasietid, men indeholder også sange, som er skrevet helt tilbage i folkeskolen.

– Nogle af sangene skrev vi for flere år siden, da vi kun var 14-15 år, mens andre er skrevet flere år senere, så der er et stort spænd tidsmæssigt og dermed også i de forskellige processer bag sangene. I starten skrev vi ikke særlig meget sammen. Der var det mest noget med, at én af os havde en idé med i øvelokalet, og så færdiggjorde vi det sammen. Undervejs i processen fandt vi så ud af, at vi virkelig godt kan lide at skrive sange sammen, og at vi faktisk er ret gode til at skrive sange sammen. Vi er virkelig modnet både som artister og som sangskrivere, og vi har lært os selv bedre at kende, fortæller Maja.

Netop det store tidsspænd gør også, at udgivelsens sange beskriver nogle ret forskellige perioder i de fire pigers teenageliv:

– Eftersom sangene er skrevet på vidt forskellige tidspunkter i vores liv, har der også været nogle forskellige historier at fortælle, men der er helt klart også nogle tematikker, der går igen. Man kan beskrive sangene lidt som kærlighedsbreve til vores tidlige teenageår, så de handler om mange af de ting, vi gik i gennem i løbet af de år. Det er sange om kærlighed og om ikke at vide, hvad man skal gøre med sine følelser. Sangene knytter sig til mange førstegangsoplevelser og det helt tidlige voksenliv. De første forelskelser og de første hjertesorger, fortæller Laura.

Da jeg afslutningsvis spørger ind til, hvordan de selv ser bandets fremtid, er planen helt klar: mere rock og mindre skole! Maja fortæller i den forbindelse, at de har tænkt sig at arbejde fuldtid på musikken, når de er færdig med deres eksaminer til sommer, og Laura åbner i den forbindelse op for, hvad der helt konkret er på tegnebrættet for næste år:

– Vi arbejder på en masse nye sange, som godt kunne ende som et album. Det er vores mål at skrive et helt album, så vi skriver så meget som muligt. Derudover har vi en UK-tour planlagt til marts. Så vi kommer til at fokusere endnu mere på at skrive sange og spille live shows.

Mens du venter på mere musik fra Veps, kan du dykke ned i deres debut-EP lige herunder: