fbpx

Goldie – 25 years of Metalheadz – Pumpehuset

Foto: Artwork
Venue: Pumpehuset
Dato: Fredag den 18. februar 2022

Goldie & co. skabte en nostalgisk og excentrisk nat, hvor folk blev samlet omkring hurtig dans til endnu hurtigere drum’n’bass. Rave kulturen var til stede med rewinds og MC’s på scenen, da der i mere end fem lange timer blev blæst Metalheadz’s egne legendariske sange afsted.

4/5 Stjerner

Efter mere end 25 banebrydende år med drum’n’bass og jungle, har det britiske producer label ‘Metalheadz’ taget på verdensomspændende jubilæums turné. Den elektroniske scene har altid været enorm i Storbritannien, men da skaberen Goldie og crewet oprettede deres eget label og senere klubben “Sunday Sessions” tog det fart og revolutionerede for evigt lyden og kulturen. Goldie fik sit kommercielle gennembrud i 1994 på den britiske hitliste med nummeret “Inner City Life”, hvor albummet Timeless blev en ligeså stor succes. Det har ikke stået stille siden og i 2017 udgav han det seneste album The Journey Man. Nu tropper Goldie op i et udsolgt Pumpehuset med de nye skud på stammen Sabrina og Rizzle samt mc’en Medic.

En gruppe af gamle ravers og unge havde samlet sig foran Pumpehuset, da dørene åbnede klokken 22:00 til en lang fest. Opvarmningen fra lokale “RDG” var allerede begyndt og der dansede omkring 25 mennesker i de dunkle lokaler. Med en blanding af hård techno og drum’n’bass i stigende tempo, blev der langsomt fyldt op i salen. Den konstante mix indeholdt “Baiana” fra The Untouchables, samt andre nøje udvalgte sange der satte publikum i en dansende trance. Efter halvanden time, hvor der kort havde kigget en MC forbi, var aftenens første navn fra Metalheadz klar. Sabrina gik på scenen i den fyldte sal og fortsatte festen i samme genre, men med nogle andre elementer spillende ind over. Tempoet var stadig lynhurtigt og med karakteristiske vokaler på tracksene, blev der for alvor åbnet op for dansefesten. Ved mixet af “4 Points” med “Spectrasoul”, kom rave kulturen til stede da Sabrina rewinded tracket og startede nummeret forfra til stor jubel. Publikum var engagerede i musikken og klappede/piftede i de små pauser, hvor musikken byggede op til et nyt drop. I en fejlfri mix kom klassikeren “Circles” af “Adam F”, som fortjente endnu et rewind til det hoppende publikum. Sabrina fortsatte med klassikere af Metalheadz egne produktioner fra LTJ Bukem, Peshay & Sense og S.P.Y, som virkelig satte gang i det passionerede publikum. Et af hendes højdepunkter opstod, da “Up All Night” af Metalheadz’s “John B”, kom på og publikum sang med, mens det blev okay at støde ind i hinanden i vildskabens dans. Sabrinas set var langt, men hun klarede det fortræffeligt. Inden hun gik af, var Goldie forbi scenen og vise sin respekt til den nye DJ. En af Sabrinas sidste sange var “Lightweight (Break Remix)” af “Total Science” inden Goldie selv gik på. 

Hovednavnet Clifford Joseph Price, også kendt som Goldie, gik på scenen omkring 01:00 iført sine klassiske guldtænder, selvbetitlede outfit og halskæder med det ikoniske Metalheadz logo på. Han er en elsket mand og det kunne mærkes, da han spillede sit første nummer, den ikoniske “Inner City Life” fra legende albummet Timeless. Det åbnede automatisk op for euforisk og vild dans til festen, som kun var halvvejs. Selve scenen og lokalet er skabt til at publikum og kunstnere er tætte og intime, men det blev for meget da en blæst fan besluttede sig for at gå op på scenen og svaje rundt til musikken. Goldie tog det pænt, mens hans lynhurtige og brillante mix fortsatte, men han blev selv nødt til at fjerne rodehovedet over to omgange. Han mixede perfekt mellem Metalheadz’s egne produktioner med blandt andet “Call In Me” af “Phase & Grey Code” og en anden udgave af “Up All Night” med “John B”. Goldie var hjemme bag pulten og hans kæmpe karisma skinnede igennem, mens han, uden mikrofon, stadigvæk holdt tæt kontakt med publikum. Mit højdepunkt kom, da han spillede sin egen sang “I Adore You” fra “

The Journey Man med live mix, hvor elementerne var skruet helt op og der kom et ekstra twist på. Omkring 01:45 trådte MC’en Medic på scenen og publikum fik igen en ordentlig omgang kultur fra den britiske ravescene. Med rap og en kæmpe mængde hype travede den store mand rundt på scenen og gav liv til publikum. Medic fungerede nærmest som en tripsetter med udtalelser som: // Let the music control you! //, mens han navigerede publikum og præsenterede flere af Goldies store hits. Dog endte det med at snakken overvældede oplevelsen af det fantastiske mix fra Goldies set. På et tidspunkt overtog Goldie mikrofonen, hvor hans eneste ord i løbet af aftenen var: // Think outside the box //. Derefter kom der en monolog af hvordan hans musik blev taget imod for 26 år siden og det hele blev nostalgisk, da han spillede sange fra albummet Timeless, som stadig er relevante. Goldie spillede et par ekstra numre, mens han hoppede væk fra pulten og forrest på scenen til stor applaus fra publikum, som alle hver især har en speciel plads til ham i hjertet. Efter Goldie gik aftenens sidste navn fra Metalheadz’s på, Rizzle. Det var forfriskende, at få en ny DJ på og igen blev det synligt at der er mange undergenrer og fortolkninger af drum’n’bass. Rizzle fortsatte festen med fuld fart, men flere smuttede efter Goldies set, da publikum allerede havde danset i fire timer. Det hele skabte en efterfest blandet med klubbet stemning, hvor de hårdeste blev og dansede til efter 04:30. Der kunne jeg i hvert fald ikke mere selv og vendte hjemad, smilende og øm i benene.    

Goldie & co. skabte en nostalgisk og excentrisk nat, hvor folk blev samlet i hurtig dans til endnu hurtigere drum’n’bass. Man blev som publikum suget ind i musikken og taget tilbage til den britiske rave kultur, hvor der er plads til alle og alt. Desværre var ikke alligevel fornuftige og det klædte ikke pumpehuset, at Goldie selv skulle fjerne en forvirret fan fra scenen. Metalheadz’s Sabrina og Rizzle klarede jobbet fantastisk og sørgede for fest igennem deres set med personlige takes på genren. Det hele blev dog lidt langtrukkent, især når man stod allerforrest og dansede non-stop i 5-6 timer. Alt i alt en enorm oplevelse, som har givet mig festen, men også en ny interesse for drum’n’bass.

Emil Høgh
Emilhogh@bandsoftomorrow.com