Rigmor – Glade Blinde Børn

Foto: Bobby Mandrup (Pressebillede)
Label: Mermaid Records
Udgivelsesdato: Fredag den 25. februar 2022

Danske Rigmors debut er en poetisk, melankolsk og velspillet indieudgivelse, der dog til tider tenderer mod det lidt for sikre og monotone. Trods dette, er der lagt et solidt fundament for bandets fremtid og der er masser at komme efter på ‘Glade blinde børn’.  

3,5/5 stjerner

Lyden på Glade blinde børn er kendetegnet ved elektriske guitarer, der som oftest er manipuleret af filtereffekter, store mængder rumklang og i momenter uregerlig forvrængning; en bas, som er tydelig i mixet og ofte spilles stacceret med en lyd, der kan minde om den klassiske Höfner 500/1 bas, kendt fra blandt andre Paul McCartney. I midten af det hele, forsanger Sarah Matthiessens rene og gode klang, som er meget fremstående gennem hele pladen, hvilket gør lyrikken tydelig for lytteren. Simple trommer, der giver plads til alt det andet, og en gang imellem sektioner af keyboard, akustisk guitar og mandlige andenstemmer. 

Man får i det hele taget en følelse af rum og plads, når man lytter til Glade blinde børn. Bandets instrumentalister er gode til at give plads til hinanden og bevæge sig sammen op og ned gennem de dynamiske skift, hvilket løfter de simple kompositioner. Alting fremstår dejligt klart i de tilbagelænede og mid-tempo kompositioner, selv når bandet kaster sig ud i en af deres halvstøjende crescendoer, som deres udvidede popform ofte ender ud i. 

Glade blinde børn er ikke en plade karakteriseret af store stilistiske spænd, pludselige rytmiske skift og andre uforudsigeligheder. I stedet giver de rummelige kompositioner plads til bandets store idol, Michael Strunge, hvis maleriske og dramatiske poesi er en kerneinspiration for gruppen. Selvom der sikkert vil være blandede reaktioner på, at bandet satser hele brættet på én lyrisk indflydelse, fungerer konceptet  og giver karakter til Rigmors sange. Måske med undtagelse af “Citatsangen”, hvor idoldyrkelsen tager en smule overhånd. 

Selvom Strunges strofer efterhånden er ved at være 40 år gamle, er de nemme at relatere til, særligt hvis man hører til i en aldersgruppe, der af tidligere generationer er blevet smidt ind under den store, forurenede og nyliberale bus. Man kunne frygte, såfremt den postmoderne punk poet forbliver bandets eneste inspiration på lang sigt, at bandet risikerer at blive en parodi på sig selv – hvilket næppe ville være i Strunges ånd. 

Rigmors formel fungerer, så længe melodierne er stærke. Det er de for det meste på den første halvdel af pladen og særligt sangen “Hvad med dig selv?”, er nærmest transporterende i sin melankolske og støjende skønhed. Når de fængende melodier udebliver på den sidste håndfuld numre, bliver pladens mangler tydeligere. Det hele føles lidt sikkert og statisk, og pladens uniforme ambiens bliver en svaghed frem for en styrke. Man savner noget sprælskhed og et element uforudsigelighed, som for eksempel de pludselige dynamiske skift på “Det er uendeligt”, hvilke desværre er en sjældenhed.

Noget af den statiske følelse skyldes bandets ellers formidable forsanger Sarah Matthiessen, der, på trods af sine sangmæssige styrker, har en meget uniform tilgang. Hendes drømmende klang fungerer godt flere steder, men særligt med lyrikken i mente kunne man godt savne noget aggression og hæslighed. En sætning som denne: // Sirenerne hyler og alting bliver blåt, betjente omkring os flår dørene op // – fra sangen “Tidsvagten” kunne godt tåle en grovere levering. 

Det underspillede er effektfuldt flere steder på pladen, men når næsten alt er underspillet, undergraver det sig selv undervejs. Det er ikke et spørgsmål om evne, som hun så glimrende viser i c-stykket på samme nummer, hvor vokalen har en sublim nerve. En lignende kritik kan i nogen grad rettes mod trommerne, som også godt kunne bruge mere vildskab. Selv på den uptempo “Gyroskop”, hvis BPM skiller sig ud fra pladens resterende numre, slippes den monotone følelse ikke. 
I det hele taget er det meget op til guitaren at skabe variation i udtrykket, en opgave den løfter glimrende, men alligevel godt kunne bruge hjælp til fra resten af bandet. Det ville løfte både musikken og Michael Strunges poesi. Nok er navnet på Rigmors EP Rebel , men skaberne af Glade blinde børn lyder mere, som om de søger kontrol og klarhed og de mere subversive sider af musikken forbliver et krydderi. Dog er det svært ikke at glæde sig over, hvor musikalsk, lyrisk og til tider melodisk, debutalbummet er. Overordnet set er det en velproduceret, intelligent arrangeret og stemningsfuld plade, som på trods af det ensartede udtryk, har en del at byde på for fans af kunstnerisk og underspillet pop- og rockmusik.

– Skrevet af Emil Weis Brix