fbpx

PREMIERE: OS TO drømmer sig frem til sommeren i nærværende live-session

Foto: PR

OS TO viser en ny side af deres euforiske sommerkærlighedssang i nærværende live-session. Se premieren her.


Den 28. januar udgav den dansksprogede nordic-pop duo OS TO den euforiske single “Det Blir Sommer Igen”, som fik os til at drømme os langt væk til den ventede sommer. En sang der skulle jage vinterdepressionen væk, i håbet om at alting ville blive godt igen, samt at lysere tider var på vej. Dette blev kraftigt understreget i sangens tilhørende musikvideo, hvor gruppens ene halvdel, Camilla Pape, kunne ses danse rundt i de mange forskellige dimensioner af den smukke danske natur.

Nu er gruppen klar med en helt ny video til “Det Blir Sommer Igen”. Sangen har nemlig fået en live-session, og vi har nu mulighed for at høre, hvordan sangen lyder med et større udvidet band og et mere råt udtryk. Med på holdet har gruppen fået ingen ringere end Guldimund med på keys og baggrundsvokal.

Allerede fra første toner sættes, blæses vi bagover af bandets intense sammenspil. Nummerets intensitet er skruet op siden studieversionen, og euforien løftes på det storslåede omkvæd, som ikke mindst understøttes af bandets overlæggende backing-kor og dynamiske sammenspil. Live-sessionen anføres af Camilla Papes rå og helt igennem udtryksfulde vokal, der kun bliver mere nærværende af at høres i et live setting. Se premieren på live-sessionen her:

Tags:
,
Jakob Backer Schmidt
jakobschmidt@bandsoftomorrow.com