Dry Cleaning – Voxhall

Foto: PR
Venue: Voxhall
Dato: Lørdag den 23. april 2022

Dry Cleaning gik stort set rent ind i hos det Aarhusianske publikum, da de fyldte VoxHall med hverdagspoesi og uimodståelig post-punk – men hvad var det nu lige hun sagde?

4/5 Stjerner

“Jeg har ventet så længe på det her!” Sådan lød en del af den samtale, jeg overhørte lørdag aften ved VoxHalls garderobe, da det hypede engelske band Dry Cleaning skulle spille på dansk jord for anden gang på blot fire dage.
Den ivrige fan havde glædet sig til muligheden for at stå ansigt til ansigt med forsanger Florence Shaws introverte, monotont leverede poesi og de resterende tre bandmedlemmers hoftevridende post-punkproduktioner, siden bandets debut-EP udkom tilbage i 2019.

Selv havde jeg set frem til koncerten med en vis forsigtig optimisme. Jeg var jævnt glad for bandets debutplade, men usikkerheden omkring hvordan Shaws mildt sagt uortodokse og indadvendte fremtoning ville fungere i spil med et live-publikum fyldte i mit hoved. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om det ville komme til at føles mere som en poesi-oplæsning med musikalsk bagtæppe end en egentlig koncert – hvilket ganske vist også ville være en oplevelse i sig selv.

De bekymringer blev imidlertid gjort eftertrykkeligt til skamme.
Var man kommet for at danse, havde man i hvert fald rig mulighed for det. Publikum blev upåklageligt serviceret med Lewis Maynards lufttætte basslines, der gik lige i mellemgulvet, Nick Buxtons trommer, som satte hele salen i bevægelse, og Tom Dowses ørerivende guitarsoloer samt højenergiske tilstedeværelse på scenen. Og netop denne utrolige karisma, som Dowse besidder, var en vigtig del af bandets optræden. Han fungerede som den perfekte modvægt til Shaws eneboer-energi, som uden tvivl har sin helt egen charme, men næppe er med til at opildne tilskuerne i nogen synderlig grad. På den måde virkede han nærmest som en anden frontmand for kvartetten, uden at han tog mere opmærksomhed, end han var berettiget til. Og det fungerede utroligt godt. Generelt gjorde Shaws tilbagetrukkethed de resterende medlemmer en stor tjeneste, da man som tilskuer havde lettere ved at lægge mærke til deres individuelle talenter. Det sætter selvfølgelig også store krav til dem, men alle fire – inklusiv Shaw selv – udstråler en eminent professionalisme og går tydeligvis op i at perfektionere deres musikalske håndværk. 

Derfor blev der også pustet nyt liv i sangene på sætlisten – der primært bestod af numre fra debutalbummet. Dette skyldtes givetvis, at det instrumentale blev skubbet yderligere i forgrunden, hvilket desværre også betød, at Shaws vokaler til tider blev begravet lidt i mixet. Derfor var det nogle gange lidt svært at tyde, hvad hun sang – eller rettere sagt, sagde – hvilket er en skam, da hendes absurde og humoristiske poesi er en stor del af, hvad der gør Dry Cleaning så spændende. Til gengæld kunne det også noget andet på et kunstnerisk plan, at hun på den måde blev skubbet hen i festens hjørne, hvor hun på bedste introvert-facon kunne stå og få et mindre mentalt sammenbrud. Om det var hensigten, kan jeg dog godt have min tvivl omkring.

Selvom frontkvinden skulle kæmpe lidt om opmærksomheden, var hendes indtagende enigmatiske tilstedeværelse ikke desto mindre en stor oplevelse. Og uanset om det var et bevidst valg, at de tre andre medlemmer blev highlightet på den måde, gav aftenens koncert mig en helt anden smag for de instrumentalsider, der ofte ligger lidt i baggrunden af Shaws poesi på de optagede versioner af Dry Cleanings numre.