Low – Store VEGA
Foto: Thomas Rungstrøm
Venue: Store VEGA
Dato: Lørdag den 7. maj 2022
Low viste hvad det er gode livebands kan i et tændt Store VEGA lørdag aften. Med glimrende vokaloptrædener, fortrinlig lyd og levende arrangementer, fløj trioen igennem det to timer lange sæt.
4,5 Stjerner
En af undergrundsrockens legender gæstede Vesterbro lørdag aften, med det primære formål at præsentere deres trofaste fanskare for andet skud på stammen af deres nye, mere støjende, eksperimenterende og, ja, poppede, lyd. Før de nåede dertil, havde amerikanerne valgt at give scenen til to kvinder af oprindelig afstamning, der spillede en nøgen og støjende udgave af den tunge metalgenre – doom.
Bandet, ved navn Divide & Dissolve, startede deres kompositioner med flotte og sørgmodige saxofon loops, spillet af bandets guitarist Takiaya Reed, hvorefter trommeslageren Sylvie Nehill tændte for guitarforstærkeren og lydmuren overtog salen. I mellem numrene fortalte Reed, på en umiddelbar og varm facon, om den post-koloniale verden vi lever. Det fik en nogenlunde positiv, men også lidt afmålt reaktion, fra publikum. Flere havde åbenlyst svært ved at være i det, selvom det dog uden tvivl ikke var noget de tog skade af at høre.
Belysningen ændrede sig og Low gik på scenen foran tre ”glitchy” lyssøjler og spillede albumåbneren fra Hey What – den støjende og iørefaldende ‘White Horses’. Det skulle vise sig at vi skulle gennem hele albummet, hvilket gjorde undertegnet, og øjensynligt også publikum, ret så begejstret. Vi fik en enormt veludført og relativt albumtro fremførelse, dog med et lidt mere “analogt” udtryk og gode mængder guitarimprovisation. Hvis der er nogen derude, som har undret sig over hvorvidt det er en guitar man hører på Hey What, så kan det bekræftes – en stærkt fordrejet en af slagsen. Alan Sparhawk’s manipulation af det seksstrengede instrument var et af hovedindslagene i Store VEGS, uanset om det var ved at skabe drømmende lydlandskaber eller knusende bølger af støj.
Man fik også mere klassisk elguitarklang, særligt på den romantiske “Don’t Walk Away”, men ellers var de lyde Sparhawk fik ud af instrumentet langt fra det oprindelige udgangspunkt for elguitaren. De heftige, nærmest industrielle, lyde man hører på numre såsom ”Time’s Like These” eller ”More”, var enormt effektfulde live – særligt grundet gruppens store dynamiske spændvidde.
Et andet oplagt højdepunkt, som måske er det mest kendetegnende ved Low’s musik generelt, var vokalerne fra de to bandmedlemmer, som foruden Sparhawk tæller sanger og trommeslager Mimi Parker. Parker’’s nærmest klassiske klang og imponerende kontrol, var det stabile fundament, som tillod at Sparhawk’s mere rockede og rå, men samtidig teknisk stærke klang kunne give balanceret farve til musikken.
Duoens to dygtige vokalister, som havde gæstemusiker Liz Draper med på bas, gjorde også anden halvdel af hovedsættet, der var væsentlig mere underspillet, til en dragende oplevelse. Sætlisten bestod udelukkende af sange fra udgivelser i det 21. århundrede, særligt 10’er udgivelserne Ones and Sixes og C’mon, hvoraf flere bar en smule præg af den manipulerede og voldsomme guitarsti fra den seneste udgivelse. Højdepunkter her indebar et væsentligt tungere c-stykke på “No Comprende” og et mere komplekst lydunivers på crescendoen i afslutningsnummeret “Nothing but Heart”.
Herefter gik Low af scenen til kraftige bifald og stampen, for at vende tilbage med en mere rocket udgave, af den i forvejen rockede, “Canada”, for herefter at slutte af med den romantiske og simple ballade “Will the Night” på imponerende vis.
Skal man se på koncerten med lidt kritiske briller, var kronologien på anden halvdel af sættet ikke optimal, muligvis en konsekvens af at spille numre fra otte forskellige albums – hvilket gjorde, at det to timer lange sæt netop føltes en smule langt. Dog var der stadig en god variation på numrene, særligt for en kunstner, der er kendt for at gøre meget med lidt.
På et lidt større plan blev man opmærksom på hvor længe Low har leveret stærk sangskrivning og udvist kunstnerisk mod. At fremførelsen af Hey What i sin helhed formåede, at stå stærkt i en live kontekst, for et band med et stort bagkatalog, var imponerende. Vi taler altså et band på vej ind i en ny lyd i det fjerde årti i sit kunsteriske virke og så endda på overbevisende og innovativ vis. En præstation som kun få musikere (eksempelvis Swans, Nick Cave) kan prale af.
I Store VEGA lørdag aften mødte den evne for sangskrivning og kunstneriske visioner et musikalsk håndværk, som bandet kun kan være stolte af.
– Skrevet af Emil Weis Brix
