fbpx

PREMIERE: Kaosset får nyt udtryk i Ring Them Bells’ nye musikvideo

Foto: PR

Ring Them Bells’ duet med Kira Skov “Capitol Hill” har været i rotation på P6 i flere måneder, og i dag har nummeret fået nyt liv i form af den nye dystre, mørke og udtryksfulde musikvideo, som du her kan se premieren på hos os.

Tilbage i februar udgav Ring Them Bells‘ nummeret “Capitol Hill”, der i samarbejde med anmelderroste sangerinde Kira Skov åbnede op for et mere skrøbeligt og intimt univers fra den ellers støjende rockgruppe. Nummeret er inspireret af da demonstranter stormede den amerikanske kongres i januar 2021. Sangen havde til hensigt at afspejle det voldsomme kaos, der opstod i forbindelse med det enorme oprør i den amerikanske hovedstad, trods altså nummerets smukke og afdæmpede udtryk. Forsanger Johannes Nidam beskriver selv sangen som: »en dystopisk kærlighedsballade, der dels er et politisk horror snapshot og dels et håb om at række ud til et andet menneske midt i en skør virkelighed«.

I dag kan du se musikvideoen til “Capitol Hill”, hvor tematikkerne nu får et nyt dystert udtryk. På samme måde, som i nummerets tema, tager videoen udgangspunkt i et menneskeligt kaos. Et kaos, der nu i videoen afspejles i den menneskelige isolation, hvor forsanger Johannes Nidam synger og danser alene i en mørklagt og øde seng, imens verden omkring ham går op i flammer. I musikvideoens mørke, triste og grå udtryk, drages vi med ind i de dystre og mennesketomme omgivelser. I morgen udkommer gruppens nyeste singleudspil “Evil Twin”, og inden da, kan du her varme op med den nye musikvideo til “Capitol Hill”

Jakob Backer Schmidt
jakobschmidt@bandsoftomorrow.com