fbpx

VIDEOPREMIERE: Mads Koch visualiserer sit ensomme lydbillede

Foto: Amalie Holm Pedersen (Pressebillede)

Du kender sikkert Mads Kochs musik fra andre projekter, men nu er han klar med ny musik som udelukkende er lavet for hans egen skyld. I dag giver vi premiere på den nye musikvideo til singlen “Sirens.”

Livet som professionel studie-sangskriver har længe været hverdagskost for Mads Koch, der blandt andet har skrevet sange for MØ og Jada, og i 2020 stod bag Lord Siva og Veras hit “Paris.” Men efter at vende hjem fra en arbejdsrejse til LA, lukkede landet ned og han var nu begrænset til sin egen lejlighed som arbejdsplads. Her opdagede han en mere rolig og organisk måde at skrive sange på hvor det ikke handlede om at skabe hits og nå deadlines, men i stedet havde han roen til at fordøje processen. Det resulterede i albummet Fingers; en kærlighedserklæring til instrumenterne som går sammen for at skabe store orkestrale arrangementer.

Da han tog et skridt væk fra popsmedjen skete der også noget med hans måde at skrive melodier og tekster på, der tog en drejning imod det personlige. Om dette siger Mads Koch selv:

– Det var lang tid siden, jeg havde haft det her lidt ensomme rum at arbejde i, hvor det bare er mig og musikken, og hvor jeg kan arbejde intuitivt. Jeg kan faktisk enormt godt lide at være der, og da verden stodhelt stille, faldt det mig ret naturligt at finde tilbage derind. Teksterne er billeder og små sprog blomster, som er sat sammen, der hvor min mavefornemmelse har været rigtig.

Albummet har nu haft omkring en måned til at leve sit eget liv på streamingtjenesterne og nu er sangskriveren klar til at dele en musikvideo til singlen “Sirens,” som vi har fået lov til at lave premiere på. “Sirens” er en sang der handler om hvordan en traumatisk eller voldsom oplevelse på et splitsekund kan få et menneske til at ændre adfærd. Måske er det også derfor Mads Koch i musikvideoen påtager sig rollen som reporter hvilket om nogen må være et erhverv der kan ende i verdens mest traumatiske situationer og forholde sig professionelt til dem. I videoen befinder han sig også i et åbent landskab hvor han ensomt vandrer rundt, hvilet tilføjer til sangens i forvejen ensomme eller sørgelige tema.

Mads Koch fejrer desuden udgivelsen af ‘Fingers’ med gratis koncert på Flere Fugle i København, torsdag den 26. maj kl. 18. 

Du kan se musikvideoen lige her:

Tags:
Asger Thede Jensen
asgerjensen@bandsoftomorrow.com