Mathias Winther dedikerer nummer til afdød ven

Foto: Emma Nørgaard (Pressebillede)

Den aarhusianske singer/songwriter udgiver nummeret “Heaven Bound”, der har en særlig historie.

Mathias Winther har udgivet “Heaven Bound”, der er dedikeret til musikeren og kammeraten Jesper Mattsson, der døde få uger inden at Mathias kommende album Postcards From London skulle færdigindspilles i et studie i vest-London. Mathias havde i en periode på to år pendlet mellem Danmark og England for at indspille numre til pladen, og her blev han fortrolig med Jesper. Om relationen fortæller Mathias Winther:

– Han var den, der fik mig til at synge en oktav dybere, og mit guitarspil ændrede sig efter jeg havde mødt ham. Vi kunne spejle os i hinandens “alt eller intet” tilgang til musikken. Nu er jeg glad for, at sangen kommer ud og kan skabe noget liv.

I forlængelse af dette fortæller musikeren om “Heaven Bound”:

– Heaven Bound handler om at acceptere døden som livets præmis. Om at give slip på rumdragten, som bærer os i den fysiske verden, og lade sig overgive til det næste. Til en slags evighed. At tro på, at der er noget som griber os.

“Heaven Bound” har et drømmende univers, der flettes sammen med bombastisk energi og flot sangskriveri. Mathias Winther er tidligere kendt som forsanger i bandet Sært Skarn, der sidste år udgav deres debutalbum Farvel. Nu er Mathias Winther i eget navn, og du kan lytte til “Heaven Bound” her.

Asbjorn Skov
asbjornskov@bandsoftomorrow.com