fbpx

Alex Vargas sigter igen efter hjerterne

Foto: Vidar Logi (Pressebillede)

Alex Vargas krænger kærlighedens tabte magi helt ud på den stærke guitar-popballade “Meant To Be Together”. Singleforløberen fra den storhittende danskers tredje album er ude i dag.

“Yougazer” og “Pages” har allerede markeret sig som solide radiohits fra Alex Vargas, der rent kunstnerisk markerer sig med et langt mere udadvendt musikalsk udtryk end tidligere. Drevet af Vargas’ altid imponerende, både blide og bidske vokalstyrke, er de nye sange skrevet og indspillet med inspiration fra 60’erne og 70’ernes klassiske pop- og rocksangskrivning. Nu får de to hits følgeskab af endnu en single fra det kommende album, ’BIG BIG MACHINE’.

Et guitar-baseret nummer, som har følelserne helt uden på tøjet. Alex Vargas leverer endnu engang vokaler i absolut verdensklasse, gennem det rolige smukke nummer, som for hver linje vokser med tekstens fortælling om den kærlighed og magi der var engang. Tvivlen på fremtiden sammen er til at spore i Vargas’ ord, men vendes også på hovedet; for hvad nu hvis man bare er skabt for hinanden?

Om det nye album siger Alex Vargas selv:

– Jeg tillader mig selv at bringe lidt mere farve og kulør ind i musikken. Det har givet mig en mere legesyg tilgang til at lave dette album end tidligere. Et forløb hvor jeg har sat mig selv fri og ikke forsøgt at lade mig selv begrænse.

Den smukke ballade kan høres her

Emil Manthey
emilmanthey@bandsoftomorrow.com