Luke Alvin i ærlig historiefortælling

Foto: Alec Andreev (Pressebillede)

Danske Luke Alvin er ude med en ny single, som inviterer lytteren ind i et personligt rum, hvor fortællingen om venskab, misbrug og afmagt bliver delt og italesat.

Nogle ting i tilværelsen er svære at håndtere. Stoffer og misbrug er begge sårbare og stadigt tabubelagte emner, hvilket kan gøre følelserne omkring dem svære at sætte ord på. Det er ikke desto mindre dét, den unge Luke Alvin gør i singlen “Playing Cards With The Devil”, som handler om den fortvivlelse og magtesløshed, man oplever, når en af sine bedste venner bukker under for et altopslugende stofmisbrug. Sangen har været svær at skrive og er så personlig, at han næsten ville ønske, at den aldrig var blevet færdig. Han udtaler selv:

– Playing Cards With The Devil” var på mange måder en svær sang at skrive, og det tog lang tid, før jeg kunne dele den med andre end min nærmeste familie. Det er en historie om venskab, sjov og ballade, men også en historie om misbrug, fortabelse og afmagt. Lige så brutal og ’up front’ sangen er, lige så meget skal den forstås som en hyldest til et fantastisk venskab, som har givet så utroligt meget.

Luke Alvin leverer hudløs ærlig og autentisk historiefortælling om relationer, følelser og reaktioner, og den nye single er ingen undtagelse. “Playing Cards With The Devil” er en del af sangskriverens kommende debut-EP og kan høres lige her.

Tags:
Elisa Lama
elisalama@bandsoftomorrow.com