fbpx

Ugens Upcoming // Rasmus Matthiesen

Foto: Frederik Borg (Pressebillede)

Den danske sanger og sangskriver Rasmus Matthiesens arbejde har båret frugt og er blevet til albummet Ansøgeren. Sangeren ligger inde med særlige evner som historiefortæller, som han formår at komme ud med gennem sit musikalske univers, og denne gang er hans nye album blevet til frugten af processen.

Denne Ugens Upcoming byder på den danske sanger og sangskriver Rasmus Matthiesen, som i dag er aktuel med sit spritnye tredje album Ansøgeren. Ti sange, som med inspiration fra højskolesangbogen, kredser om kærligheden, friheden, årstiderne og historien. Rasmus Matthiesen stiller spørgsmålene, men lader svarene være op til fortolkning på hans nye plade. Udover pladen er Rasmus Matthiesen også aktuel med en musikvideo til sangen “Når Det En Dag Bliver Sommer” som optræder på pladen. Ansøgeren fungerer som en varsling for den sommer der stille og roligt kommer rullende, og med denne folk/pop-plade kan man ikke undgå at længes efter den danske sommer.

Hvem er Rasmus Matthiesen?

Historiefortællende sangskriver på dansk som synger om tilværelsen råt for usødet, om kærligheden, om at tvivle og tro og om den historie og de steder, jeg er rundet af. 

Hvordan vil du beskrive din lyd?

Det er lyden af håndspillede instrumenter, hvor særligt orgelet, pedal steelen og den akustiske guitar er bærende. Folk/rock eller alternativ country kunne være bud på genre. 

Hvordan startede du?

– Jeg startede med at skrive mine egne sange og indspillede dem hjemme på drengeværelset efter gymnasiet. Og så spillede jeg min første koncert på Løves Bogcafé i Aarhus og på Tjili Pop i København i 2015. Herefter indspillede jeg mit debutalbum `Alt godt´, som udkom i 2017. 

Kan du fortælle lidt om den proces, der foregår, når du skriver musik?

Det starter altid med en linje eller et brudstykke af en historie, som fanger min opmærksomhed. Bagefter forsøger jeg at sætte musik til. Men det er altid historien eller teksten før melodien. 

Hvilke musikere har haft størst indflydelse på din lyd?

Her må jeg jo nok nævne en mand som Bob Dylan, som jeg dyrkede heftigt de første år som sangskriver. Men de senere år har jeg særligt været inspireret af sangskrivere som Niels Skousen, Jason Isbell, Povl Dissing og Bisse. 

Hvad er der på pladespilleren lige nu?

Lige nu er der albummet ´Over Tage´ med Svaneborg/Kardyb. Men jeg har lige købt Katinkas ´Vokseværk´ til min kæreste. Den er også fremragende. 

Hvad er du i gang med lige nu? (på musikfronten)

Jeg har netop udgivet mit tredje album `Ansøgeren´, og så skal jeg spille to releasekoncerter på Loppen i København d. 7. april og på HeadQuarters i Aarhus d. 8. april. KOM!! 

Hvad er drømmen?

Jeg drømmer om at kunne blive ved med at skrive sange, udgive albums og spille koncerter. Hvis jeg en dag kan leve af det, vil det være skønt. Men jeg nyder også at arbejde med andre ting end musik. 

Hvis du kun måtte vælge én af dine sange, folk skulle lytte til, hvilken var det så?

Så vil jeg nok vælge sangen `Jeg Skulle Have Været´ fra mit nye album ´Ansøgeren´. Den sang rammer ind til kernen i min sangskrivning og lyd. 

Hvis din musik var en drink, hvilken ville den så være? 

En whiskey sour måske. Den kan godt kradse lidt. Jeg er dog mest til øl. Så måske en god Hancock pilsner på den brune bodega vil være mere rammende. 

Helena Holm-Gregersen
helenagregersen@bandsoftomorrow.com