06 jan A Place To Bury Strangers skaber et kakofonisk kaos på deres nye plade Synthesizer
Skribent: Thomas Pigou. Udgivelse: 04/10-2024
På deres syvende album, Synthesizer, leverer A Place To Bury Strangers en sædvanlig magtdemonstration i støj.
4/6 stjerner
APTBS er ikke et band, hvis lyd kan opsummeres med en enkelt genrebetegnelse. Deres univers udfolder sig i intersektionerne mellem alternative rock-genre såsom noise, post-punk, psych, shoegaze og garage, som alle er passende, dog for restriktive for nogle labels til at beskrive musikken med. Selv kalder de sig for “punk shoegaze”, hvilket jeg fortolker som en opsummering af de to mest essentielle og karakteristiske soniske elementer. De elementer har været gennemgående på tværs af deres 20 års output; et fundament af drivende punk-trommer, der gennemblødes af en støjmur af effektdrevet guitar, som shoegaze er kendt for.
Udover at være bandets primære sangskriver og frontmand er Oliver Ackermann grundlægger og ejer af effekt-pedal-brandet Death By Audio. Det kommer derfor som ingen overraskelse, at APTBS lyd kendetegnes af det kakofoniske kaos, der produceres, når han manipulerer lydsignaler via knaste kredsløb – og Synthesizer er ingen undtagelse. Dette cementeres yderligere af coveret, hvor vi ser mødet mellem mand og maskine – to nærmest hulemaleri lignende åbne hænder med et kredsløb overlagt.
Fra albummets første toner på tracket Disgust, bliver den sansebombarderende standard sat. Vi kolliderer omgående med en dissonant mur af guitar feedback og presserende trommer, der hamres med sådan en ihærdighed, at de nærmest virker til at stikke af fra resten af instrumenterne. Tracket er på mange måder repræsentativt for det gennemsnitlige APTBS-nummer – en støjende post-punksang, hvor lydmurens tætpakkethed reduceres under versene, som giver lytteren et øjeblik til at få vejret, inden den næste forestående støjeksplosion rammer.
Det samme kan, på godt og ondt, siges om flere af de andre numre på Synthesizer. De gør, hvad de skal, og lever op til det, jeg forventede men uden nødvendigvis at innovere eller skubbe til grænserne for, hvordan APTBS kan lyde. De har udskåret sin egen niche, og har mestret den – måske lidt for godt. Et standout-track, der følger dette ‘blueprint’ og samtidig innoverer, er Bad Idea. Halvvejs gennem tracket forvandles guitartoner til foruroligende sirener, der bebuder det gradvise nedbrud af nummerets modulerende arpeggios og dissonante toner, indtil at de smelter totalt sammen.
Bandets evne til at skabe musik, der på den ene hånd er familiært for post-punk lyttere samtidig med, at det lyder umiskendeligt som APTBS, er en af deres største aktiver. De bærer stolt deres indflydelser på ærmet på Synthesizer, men formår altid at transformere dem til deres eget. Hovedriffet på Plastic Future fremkalder associationer til klassiske goth bands såsom Bauhaus, den programmerede synthbas på Fear of Transformation minder om Ghost Rider af synthpioneererne Suicide, mens at den triphoppede It’s Too Much lyder som The Jesus and Mary Chain på hostesaft.
Få kunstnere kan lege lige så komfortabelt med larm, som Ackermann gør på Synthesizer. Selvom albummet ikke sprænger rammerne for, hvad APTBS kan, udgør det et must-listen for enhver, som har en kærlighed til støj i musik. Som andre APTBS projekter, står Synthesizer som et flydende kærlighedsbrev til all-things-punk, der tager lytteren på en støjende, psykedelisk drømmerejse ind i deres univers, hvor bekendte genretræk og indflydelser anes som æteriske skikkelser i tågen, der aldrig helt materialiserer sig.
KORT FORTALT: APTBS forener støj, punk og shoegaze i et univers, der er både familiært og umiskendeligt deres eget. Albummet Synthesizer leverer en sansebombarderende oplevelse med kompromisløse lydmure, men udfordrer ikke deres velkendte stil.
Hvis A Place To Bury Strangers lyder som noget for dig, så skal du checke danske The Lost Weekend – læs om dem her
