05 maj F-EYES-TIVAL i Pumpehuset
Billede: Pressefoto
EYES og deres kumpaner fejrede bandets seneste album og den danske hardcorescene med seks synderrivende koncerter i Pumpehuset.
Hvis essensen af hardcore i en livekontekst er at få formidlet musikkens intensitet på en måde, som gør det umuligt for publikummet ikke at lade sig blive revet med, så er alle EYES-events et casestudie i hardcoreperfektion. Jeg havde fornøjelsen af at være til releasekoncerten for bandets andet album, Congratulations, i februar 2023, hvor de i ledtog med Galge og Smertegrænsens Toldere, piskede en udsolgt sal i Loppen til vanvid med soniske øretævere.
Da EYES indtog scenen tilbage i 2023, var hele lokalet tilsyneladende en hvirvelvind af kroppe i bevægelse. Jeg husker ikke meget fra den kollektive trancelignende rus, blot det kropslige indtryk af sidestik, mens jeg var gennemblødt af sved og synet af crowdsurfere, der hang i loftbjælkerne. Det er endnu min mest intense crowdoplevelse på den historiske Christiania-venue.
EYES udgav i april 2025 deres tredje album, SPINNER, og for at fejre dette afholdte de i et 6-timers, 6-bands, hardcore ekstravaganza – en F-EYES-TAL – i Pumpehuset d. 3 maj. Givet min oplevelse til den sidste release begivenhed, er det ingen overraskelse, at jeg absolut måtte opleve, hvad bandet pønsede på denne gang. Det var et udvidet musikprogram, der repræsenterede et bredt udsnit af Danmarks (post)hardcore scene.
Eventet begyndte allerede kl 18 med den første af to gratis koncerter ude i Pumpehusets byhave. Med en kufiyyeh bundet om mikrofonstangen, åbnede Aarhus’, måske ypperste, emo-band Hudsult, med en følelsesladet udgydelse af queerfrustration og fortvivlelse. Som én med et særligt blødt punkt for skramz, kunne jeg ikke undlade at knibe en tåre under deres performance af nummeret Indebrændt.
Næste band i Byhaven var Odenses Demersal med deres progressive og post-rockede take på melodisk hardcore. Bandet er lige så hektiske live som på deres optagelser – særlig når man oplever, hvordan de tre guitarister udveksler til tider flerstemmige vokaler i form af desperate skrig – nærmest i kamp om at blive hørt i en verden, som ikke lytter til dem. Hvordan, at de kan spille så flot og præcist samtidig med, at de vrider sig voldsomt og unisont til musikken, er en gåde.
Kl 20 åbnede dørene til Pumpehusets stueetage Sort Sal, hvor de resterende koncerter fandt sted. Knap en time senere havde aftenens eneste internationale indslag, Oslos Feral Nature, til opgave at genstarte det voksende publikumsenergi i kølvandet på pausen og sceneskiftet til indendørs. Udfordringen blev hurtigt imødekommet, da forsangeren, kun få minutter efter koncertens begyndelse, kravlede ovenpå menneskemængden og stillede sig oprejst ovenpå de forreste rækker. Således blev standarden og stemningen veletableret, og de formåede at bevare det samme høje energiniveau gennem hele deres sets varighed.
Københavns helt egen Nexø var de næste til at tage teten. Bevæbnet med deres katalog af politisk ladede hardcorebangere, bevarede de momentummet og moshpitten voksede. Den havde på dette tidspunkt på aftenen, reserverede en stor andel af gulvpladsen direkte foran scenen til dem, som ønskede at engagere sig i lidt kammeratligt håndgemæng til rytmen af de drivende punktrommer.
Pære-jyske Plaguemace var det sidste band inden det albumaktuelle hovednavn – men absolut ikke det mindste. Deres selvironiske brand af deathcore provokerede ikke kun en wall-of-death i den relativt lille sal men også flere grin undervejs. Eksempelvis da den mere stillestående halvdel af salen blev antagoniseret for at ligne “Hellerup”, eller da forsangeren forklarede, at deres nummer Among The Filth handler om at “bo i Horsens”.
Da EYES endelig gik på scenen lidt i midnat, var det på mange måder en gentagelse af min oplevelse til sidste releasekoncert. Hele ikke-Hellerup-siden af salen brød ud i et sveddryppende hav af kaos. I en triumferende hvirvel var koncerten pludselig overstået, og jeg stod tilbage i en endorfin rus med en sløret hukommelse og en følelse af uforståelighed over, hvad jeg lige var en del af.
At se EYES live er en udfordring i fysisk udholdelse, en sonisk hjernerystelse der slår én bevidstløs, og tvinger én til at rekalibrere mentalt og overveje, hvad fuck det hele egentlig handler om. Og jeg glæder mig som et lille barn til at blive nakket af dem igen, når de spiller sammen med SYL på Copenhell.
Hvad mere kan der siges? Punk is not dead. EYES sparker røv. Ligeledes gør Hudsult, Demersal, Feral Nature, Nexø og Plaguemace. Giv dem et lyt, køb deres musik og merch på bandcamp, hvis du kan lide det, og se
