16 maj Norske Daufødt larmede sig ind i Lille Vegas hjerte
Foto: Presse
Med deres performance på A Colossal Weekend, gav Daufødt de fremmødte et hæsblæsende glimt af hvordan fremtidens hardcore kan lyde.
Da Daufødt – norsk for dødfødt – gik ind på Lille Vega scenen, var stemningen i salen allerede elektrisk af ren og skær forventning. Trods jeg endnu ikke havde haft fornøjelsen af at opleve dem live, havde deres album fra sidste år, Glitter (2024), været på repeat under nogle af vintermånedernes mere gråtonede og frustrationsfyldte dage. Bandets blend af hardcore og noiserock har taget kegler hos både publikum og kritikere i hele Skandinavien hen over de sidste fem års tid.
Så snart at de første toner fra åbnings- og titelnummeret på Glitter lød ud over salen, var stemningen lagt. Som et flyvespark i fortænderne meldte Daufødt sin ankomst med hjælp af stramme trommegrooves og guitartoner så lodne, at de hører hjemme i et hamsterbur. Gennem præcise powerakkorder, kontrolleret brug af feedback, og en vokal der skreg af al uretfærdighed i denne verden, var en stor andel af salen tryllebundet allerede efter få minutter.
På klassisk hardcore manér, består en andel af bandets katalog af numre, der ikke varer meget mere end ét minut. Disse var indblandet i sættet, som pludselige, kortfattede udbrud, hvor både band og publikum kunne opretholde en højenergisk løsladelse hele vejen igennem. Af og til pendulerede showet fra sin insisterende intensitet til momenter af nærmest doom-metallisk downtempo og kontrolleret guitarlarm – som på første halvdel af Spy Blod & Dø. Her fik publikum en kort mulighed for at få vejret og kalibrere balancen, inden et forestående musisk crescendo af kaos inducerede folket til at hoppe rundt igen.
Daufødt surfede ubesværet på skærkanten af, hvordan fremtidens hardcore kan lyde. De bærer tydeligt præg af umiskendeligt klassisk hardcorepunk, som man kender det, mens de på én og samme tid er unægteligt moderne i både form og udtryk. Når man ser det unge band live, føles det som at skimte ind i fremtiden og anskue, hvor meget potentiale for udvikling og innovation som genren endnu besidder. Så længe at det er bands som Daufødt, som bærer fanen og danner fortrop, så kan man ikke andet end at glæde sig til, hvad fremtiden har at byde på.
