05 maj SPOT 25: Det var ikke deres bedste koncert, men Søn erobrede alligevel endnu en succesoplevelse
Det efterhånden garvede band skulle lige trækket været en ekstra gang, før de var klar til at leverer deres sædvanlige høje kvalitet i den store koncertsal.
Man kan diskutere længe, hvorvidt Søn stadig er et upcoming band, eller om de efterhånden er et etableret navn på den danske musikscene. Uanset hvad, så har de opnået en vis popularitet og været vedholdende nok til nu at kunne stå på en af SPOT Festivals største scener – Store Sal i Musikhuset.
Det klædte virkelig de unge drenge at spille på en større scene, hvilket var en markant opgradering fra den lille trailer-scene, som de optrådte på året forinden. De spillede hovedsageligt nyere numre og medbragte endda to uudgivne sange, så koncerten henvendte sig klart til nyere fans. Den var knap så dedikeret til dem, der hoppede med på vognen tidligt. Men sådan er det ofte på SPOT Festival, hvor mange nye acts kæmper om de samme unge publikummer – og koncerterne bliver dermed en form for korstog i jagten på nye tilhængere.
Rygtet siger, at forsangeren Kristoffer allerede havde været syg før koncerten med Slush Eyes dagen før, hvilket kunne være en forklaring på det lidt sløve optræk i begyndelsen af koncerten. Drengene skulle i hvert fald lige i gang, og det var tydeligt, at de skulle bruge et øjeblik på at finde sig til rette på den store scene. Om det skyldtes nervøsitet eller udmattelse efter en lang fredag på SPOT, er svært at sige – men de skulle i hvert fald bruge et par sange på at finde rytmen. Kristoffer skulle synges varm, og det var først i koncertens anden halvdel, at han for alvor viste sit fulde potentiale. Rytmen og tonerne skulle lige falde på plads – og det gjorde de heldigvis til sidst.
På trods af sygdom kom Kristoffer op på dupperne og havde sit evigt inspirerende, livsglade humør med hele vejen. Som en solstråle oplyste hans smil og øjne hele salen og forførte hjerterne på hver eneste publikummer.
Søn har et publikum, der er guld værd, og det må have været en drøm, der gik i opfyldelse, da de fik lov til at optræde for så kærligt og loyalt et publikum.
Kristoffer strålende væsen kom dog til at kaste en skygge over resten af bandet. Flere gange virkede det som om, de var på to forskellige niveauer. Det var, som om resten af bandet ikke helt kunne følge med hans karisma, og det kunne til tider være en smule akavet at betragte musikerne i baggrunden af den sprudlende forsanger.
Men på trods af disse vilkår fik de skabt en fantastisk koncert med en gennemført forårsstemning og smuk fællessang med publikum – selvom Kristoffer inviterede til fællessang i et toneleje så højt, at langt de færreste kunne følge med uden, at det blev en smule pinligt.
Efter koncerten var der en tydelig fornemmelse i luften af, at dette havde været en succes – og at endnu større scener venter for dette ganske unikke band.
