03 maj Spot 25: Elias Rønnenfelt leverer intim og følsom rockkoncert i højeste kvalitet

Foto: Julie Linder Hessellund

Elias Rønnenfelt fortryllede og forførte publikum, og markrede sig endnu engang som en af Danmarks største rockstjerner

Det er altid en særlig oplevelse at træde ind i Store Sal i Musikhuset under SPOT Festival. Her får vi ofte lov til at opleve de mellemstore navne, der for få år siden befandt sig i det danske vækstlag – og nu er parate til at bevise deres placering i det danskeElias Rønnenfelt er uden tvivl en af de mest mytiske, respekterede og eftertragtede skikkelser på den danske rockscene – og af åbenlyse grunde. Den store sal var pakket til randen af spændte publikummer, unge som gamle, der havde samlet sig til denne intime og samtidig storslåede koncert.

Elias trådte roligt ud på scenen, stemte sin guitar og gik i gang uden de store varsler. Cool og upåvirket begyndte han at spille – og det var en fryd for både krop og sjæl.

Han spiller med en sjælden form for sjæl og levering – den slags, som de fleste musikere forsøger at opnå gennem en hel karriere. Hans stemme har stadig det unge drengede udtryk, men nu med en langt mere reflekteret og følsom klang. Elias’ menneskelighed står stærkere frem end nogensinde før set, og det klæder ham gevaldigt.

Visuelt var Elias et syn i sig selv. Han ankom i en mondering, der lignede en krydsning mellem en narkobaron og en cowboy-country-sanger. Fra hoften hang det obligatoriske nøglebundt i karabinhagen, der næsten fungerede som en form for tamburin. Han stod rank og uanfægtet med en urørlig og usårlig udstråling – et sandt vidunder at se på. Han var som forventet uberørt og nonchalant i hans udtryk, og det var lige den form for attitude jeg havde håbet på. Han sagde blot et enkelt “tak skal I have” efter første nummer og forblev tavs gennem resten af koncerten. En højtidelighed der kun gjorde oplevelsen endnu stærkere.

Under sangen “Worm Growing a Spine” overgav han sig fuldt ud til den oldschool western-stil, han har dyrket i store dele af sin solokarriere. Han ejede udtrykket til fulde og formåede at skabe en moderne røvballe-vibe, som føltes som en blanding af begejstret teenage-eufori, og nostalgisk western-romantik. Det var råt, sejt, festligt og følsomt – alt på én gang. En sindstilstand jeg håber, alle får lov at opleve.

Elias’ guitarspil var skarpt, og hans vokal en ren fryd for øret. Han er for alvor trådt ind i rollen som singer/songwriter, og den oldschool rock’n’roll stil klæder ham utrolig godt. Især under sangen “Like Lovers Do” opstod der en holistisk og kærlig stemning i salen, og en følelse af at være det bedste og vigtigste sted i verden.

For et øjeblik føltes det som om, han trådte ind i skikkelsen af Johnny Cash eller Lou Reed – men det må have været mine sanser, der spillede mig et puds.

Koncerten afsluttedes med samme ro og stil som den begyndte: Elias bukkede stille og roligt af og forlod scenen uden et ord. Tilbage sad publikum – stille og rørte – og alle kunne mærke, at en fantastisk koncert netop var afsluttet.