SPOT 25: Sira Jovina var på date med publikum

Køen til Sira Jovinas SPOT koncert føltes kilometer lang, men da de endelig åbnede dørene og sangerinden kastede sine musikalske talenter ud over publikum, var det åbenlyst at se hvorfor.

Fra det sekund, Sira Jovina gik på scenen, gjorde det sig tydeligt, at hun er enormt elsket af sin fanskare. Der var skrig, klappen og piften i salen gennem hele koncerten, og det føltes som om hele rummet var i sin egen lille kærlighedsboble. Der blev sågar rakt en rose op til sangerinden, af en af de mange halv-forelskede unge mennesker i publikumsskaren; som var det en date mellem sangerinden og crowdet.

Én ting, er at have crowd med sig – en anden ting, er at levere en fed koncert. Man må blankt erkende, at Sira Jovina klarede begge dele sublimt. Hendes vokale talenter har man aldrig været i tvivl om, og denne koncert var bare endnu et vidnesbyrd om, hvor dygtig hun er. Men hendes måde at bevæge sig på scenen på, holde connection med crowdet, danse, feste og få alle derinde til at føle, at de var alene i rummet med hende – genialt. Hun virkede yderst komfortabel på scenen, og lignede bare en, der havde sit livs største fest fra start til slut.

Hendes optræden var næsten helt foruden fejl, og bandet understøttede hende mere end strålende. Dog savnede jeg lidt mere liv fra bandet. De håndterede den musikalske opgave med høj kvalitet, men det virkede lidt som om, de bare var kommet for at lave et job, og det kræver mere at stå på en scene, end bare at spille sit instrument. Baggrunds-sangerinden og Sira Jovina forstod dette, og fyldte scenen helt ud. Men kontrasten mellem dem og resten af bandet, blev en smule iøjenfaldende.

Sira Jovina er top badass, og hendes koncert på SPOT i år, har endnu engang bevist dette. Der var sjov og ballade på scenen, og sangerinden virkede som om, hun aldrig har været så meget i live, som i dét øjeblik. Hun tog hele sit publikum med på date – og nu er vi alle forelskede.

Emil Manthey
emilmanthey@bandsoftomorrow.com