
02 maj SPOT 25: Theo. leverede en ægte hiphopkoncert med overraskelser
Selvom det var tidligt på SPOT-programmet, var der allerede godt med publikum, som stod klar til at høre Theo. Den friske rapper indtog scenen fra første sang og fik hurtigt folk til både at synge med og kaste hænderne i vejret. Efter to numre introducerede han sig selv og skiftede over til et afrobeat-nummer, hvor en gæst pludselig dukkede op på scenen med en stor røgelsespind. Senere spillede de en sang sammen, og Theo. overraskede med endnu en gæst fra det aarhusianske undergrunds-rapmiljø. Kemien på scenen smittede af på publikum, og Theo. fik endnu engang hænderne i vejret – denne gang til en kærlighedssang.
Der blev rappet på engelsk, hvilket føltes helt naturligt – en disciplin, der ellers ofte kan snuble. Men Theo. var tydeligvis hjemme i sproget, og hans mellem-sang-snak var en selvsikker blanding af flere sprog. Han afsluttede med et hurtigt rapvers for lige at bevise, at han kunne – og det gjorde han. Til sidst nævnte han, at alle sangene var lavet inden for de sidste 29 dage og nu blev afprøvet live på SPOT. Det er godkendt herfra – og en klar anbefaling: Lyt til ham, men endnu bedre, oplev ham live!