09 maj St Digue cementerede sin darkwavedominans til A Colossal Weekend
Foto: Presse
Til A Colossal Weekend ledte St. Digue og band publikum igennem en euforisk og intensiveret omformatering af Bloom og Wilt, i anledning af EP’ernes kommende 5-års jubilæum.
Den danske darkwave scene er en niche. Antallet af bands er begrænset og muligheden for at opleve dem live opstår sjældent – typisk i form af opvarmning, når ét af de ‘store’ internationale navne, såsom She Past Away, gæster landet eller til lejlighedsvise DIY-events. Derfor er det særligt imponerende at se, hvordan Kasper Deichmann, under kunstner aliaset St. Digue, har formået at blomstre op fra undergrundens relative obskuritet over de sidste par år og indtage en plads på alt-metalscenen.
2024 var et begivenhedsrigt år, der både markerede udgivelsen af den hårdtslående DEATHWAVE-EP i april, en optræden på Copenhell i juni og St. Digue som headliner i et udsolgt Basement i september sammen med genre-kollegerne fra Missvnaries ov Charity og Torch. Jeg var derfor meget begejstret over at se, hvordan St. Digue booket til dette års A Colossal Weekend til en eksklusiv særperformance af helheden af sine to første værker, duo-EPerne Bloom og Wilt.
De to EP-er, hvis primære musikalske DNA bunder mere i The Cures Disintegration end Metallicas Master of Puppets, er et tough sell hos visse metalhoveder. Sangene er mere skrøbelige, produktionen mere sparsom, og numrene er generelt ikke gennemsyret af den samme intensitet og tempo, som der præger det nyere output, såsom førnævnte DEATHWAVE eller Toxic Kiss albummet (2023). Jeg undrede mig spændt på, hvordan det diverse publikum ville tage imod festival dagens sidste optræden kl 00:15, St. Digue i den velkendte Basement-kælder.
Så snart at Deichmann indtog scenen flankeret af guitarist og trommeslager, stod det klart, at det ikke var en indspilningstro opførelse af Bloom og Wilt, der lå i kortene. Hvor indspilningerne indeholdt de darkwave-prototypiske præ-programmerede trommemaskiner og den melodiske instrumentation bestod næsten udelukkende af synthesizers, blev vi i live format velsignet med gengivelser af numrene, der til tider påtog sig en helt ny karakter af intens, kaotisk fortvivlelse – særligt når trommerne affyrede rapide blastbeats i takt med guitarens tremolo klimpren a la black metal.
Dette understregede kun versatiliteten i St. Digues lyd, og vidden af indflydelser. Trods den opfindsomme omformatering af numrene, og den ligeledes energiske scenetilstedeværelse fra hele bandet, er det stadig en bedrift at skulle rekalibrere et publikum fra en hel dags headbanging med skulder og nakke til at svinge medhofterne. Selvom det ikke var alle og enhver, der deltog, blev en stigende del af lokalet revet med på St. Digues dommedagsdans. Jeg spottede folk i Blood Incantation-tees, der dansede, som var de til et svedigt gothrave – skud ud til dem. Og skud ud til Deichmann og resten af bandet for deres optræden. Nu er der ikke andet at gøre end at vente spændt på at se hvad de har oppe i ærmet, hvorend de kommer til at spille i fremtiden. Jeg bliver solgt hver gang jeg har fornøjelsen af at opleve projektet live, og håber på mange flere muligheder i fremtiden.
