
11 maj Vulvatorious triumferede på A Colossal Weekend
Billede: Rita Blue
Vulvatorious! Sikke et navn. En sammentrækning af vulva og… victorious, måske notorious? Efter showet på A Colossal Weekend føles det som begge dele – fremfor enten eller.
Til de ikke-inviede så spiller danske Vulvatorious, hvad der kan kategoriseres som dødbringende black metal med en lyd, der samtidig drager på trash og crustpunk med stramme grooves, breakdowns og temposkift og en komprimisløs in-your-face aggression. Efter eftermiddagskoncerten på Roskildes scene Gaia og Copenhells scene Pandæmonium, så jeg frem til at opleve bandet på en mere intim scene, hvor publikum for alvor var indenfor spyt rækkevide af Ditte Krøyers antagoniserende growls og i en kulsort beslyning på Basement – ligesom deres musik.
Fra de første minutter af stod det klart, at Vulvatorious er mere skarpe end nogensinde før. Trods det høje tempo, kunne man ikke andet end at være imponeret over den nærmest mekaniske præcision, hvormed instrumenterne tæskede sig synkront igennem det meste af deres debutalbum fra sidste år. Komplimenteret af lys, der strobede i takt til stortrommens blastbeats, projektioner på bagvæggene, og skrig der kunne mærkes i knoglemarven, forvandledes det lukkede kælderrum til dystert, katartisk kammer, hvor de feministiske frustrationer for alvor kunne få afløb og give genklang.
Basements layout giver ikke sig selv til circle pits eller walls of death. Alligevel formåede bandet at anspore til relativ mosh og kaos – særlig gennem forsangeren Krøyers lejlighedsvise invasioner af crowdet, hvor den inficerende arrigskab for alvor smittede af på de fremmødte. Da koncerten lakkede mod sin ende, og Vulvatorious diskede op med deres mest streamede nummer, FUCK YOU INCEL, blev hooket mødt med korråb fra flere i publikummet, og der var meget få nakker i lokalet, som der ikke nikkede med i takt.
I den dystre angst var momenter af transcendental melodisk skønhed. Særligt på introen til Mormors Sang, sidste halvdel af Shrouded Mountain og det meste af Sacrifice the Flesh, mærkede jeg for alvor gåsehuden sprede sig – og en håbefuld eufori. Som de bedste i black metal kun kan gøre det, formår Vulvatorious at kanalisere noget uhåndgribeligt smukt i spændingsfeltet mellem musikkens intensitet, territorial scenetilstedeværelse og fremmaningen af ren og skær rå følelser.
Den 1. Maj blev Vulvatorious, sammen med Koya, annonceret som sene tilføjelser til Copenhell 2025. Begge bands spiller to koncerter hver fra festivalens rullende scene. Der er altså dobbeltmulighed – d. 18 juni 17 – 17:30 + d. 20 16 – 16:30 – for at opleve Vulvatorious i et mobilt format. Fang mig joggende efter en Copenhell brandet Volkswagen med en langefinger rettet mod incels i vejret og råbende i kor til bandets slagsange.