24 jun Copenhell 2025: “Der ikk’ mere pis, jeg pisser hvor det passer mig!” Skarnet leverede gedigen dansk rock for de udstødte og dem der aldrig har passet ind
Billede af: Morten Skovgaard/COPENHELL
Andendagen i helvede blev skudt i gang af et veloplagt Skarnet, der gav en energisk og lyrisk koncert. Dog var det primært vinden der her til middag fik støvet til at hvirvle. Bandet fik aldrig helt pisket den stemning op blandt publikum der ville have gjort denne koncert virkelig mindeværdig.
Anden dag på Copenhell er altid en sjov størrelse: folk er stadig glade og veloplagte over at være kommet blandt jævnsindede sortklædte metalhoveder. Dog er det torsdag, og gårsdagens dødsdruk har sat sig i både hjerner og nakker – og det kunne mærkes da Skarnet kl. 12:30 åbnede dagen på Pandæmonium scenen.
Skarnet spiller ægte danske heavy-rock. De blev dannet i 2018 i Københavns-området, og har siden spillet land og rige op med deres ærlige og lyriske rockmusik for de udstødte. Jeg vil nok bedst kunne beskrive bandet som ”gadedrenge der er blevet voksne”, og det tror jeg ikke at medlemmerne ville være helt uenige i.
Bandet gik på scenen i middagssol- og blæst, og fik sat gang i deres tunge, om end simple, effektive guitar-riffs, der ik ke kunne andet end at drage en ind i det hårde og poetiske univers bandet har kreeret. Energien på scene var til at smage og føle på, men den nåede desværre bare aldrig helt ud til publikum, som primært stod og sendte nogle horn op mod scenen imellem numrene.
Dog vil jeg sige – og jeg er nok hverken den første eller sidste til at lave denne lille joke – man skulle altså være lidt af et skarn, hvis ikke denne koncert fik en til at smile og se frem til endnu en dejlig dag i helvede!
Skrevet af Daniel Benjamin Frans.