22 jun Deathcore, synkoperede rytmer og polyrytmisk circle-pit; Fit For An Autopsy beviste hvad de kunne, og publikum svarede hårdt igen!
Billeder af Laura Ioana
Deathcore-bandet fra New Jersey har imponeret verden med deres tunge breakdowns siden 2008. Dog var dette, overraskende nok, bandets debut på Copenhell, men det bliver, forhåbentlig, ikke sidste gang de gæster festivalen, for sikke et brag af en koncert de gav!
Det er rigtigt, at deathcore, bredt set, ikke er så populært i Danmark, som det er i resten af verden. Men selv de mest borgerlige iblandt os har svært ved ikke at elske det, når det først spiller højt og vildt fra scenen. Da Copenhells konferencier kom frem på scenen for at annoncere, fortalte han, at vi da også havde noget at bevise her i dag: bandet, Fit For An Autopsy, har nemlig lige gæstet Hellfest i Frankrig. Alle var derfor spændte på at se, om danskernes energi kunne hamle op med de franske.
Efter kun 3 minutter, var der meget lidt tvivl om, at vi gik ud over forventning. Vi gik fuldstændig amok.
Da bandet kom på scenen, var der ingen slinger i valsen; de lagde ud med øjeblikkelige mellemgulvs-rystende hårde breakdowns, og publikum tog rent imod det. Man kunne på ingen måde mærke, at dette var sidste-dagen på festivalen – folk er normalt trætte og ikke så klar på at løbe, men jeg har sjældent set så store, og energiske, circle-pits i de 12 år jeg har gæstet Copenhell. Da det første pit gik i gang, fik de også en stor ”tommel op” og et bredt smil fra forsanger Joe Badolato, imens han brølede sin lyrik ud over crowdet.
Dog var det første pit intet, i sammenligning med det næste. Da bandet skulle til at spille nummeret ’Warfare’, kaldte Joe på publikum og sagde, at han ville se 2 circle-pits på éen gang. Måske havde han forventet to separate pits, men denne gang skete der noget jeg aldrig har set før, og som jeg tvivler på mange andre har set: folk begyndte at løbe i hver deres retning, så der blev skabt et nærmest polyrytmisk pit, hvor de yderste sprintere løb clockwise, og den indre cirkel løb counter-clockwise. “I don’t know what’s going on down there; but I f***ing love it!” blev der råbt fra scenen. Pittet passede genialt til de synkoperede rytmer fra bandet, og det var nærmest umuligt at blive stående med notesblokken i hånden – alt i mig skreg på, at jeg da skulle ind og løbe med.
En af Fit For An Autopsy’s sidste sange var ’Pandora’, der omhandler det, at åbne for den proverbiale pandoras æske. Hvad der egentlig normalt er en sørgelig sang, blev til en hyldest, og det amerikanske band fik, med denne festival-debut, så sandelig åbnet for den æske af energi, horn og kærlighed der er: Copenhell!
Skrevet af Daniel Benjamin Frans
