24 jun Fleshwater leverer en idadvendt koncert der var helt på sin plads i havet af smadder
Billede af: Laura Ioana
Det er fjerde dagen på metalfestivalen, klokken er ikke en gang 13.00 endnu og festivalen er ved at vågne og ryste støvet af sig. Pandæmonium ligner en ødemark og Fleshwater gør sig klar til en introspektiv og følende koncert. Det er svært at sige, at noise-rock er decideret rart, men hvis det nu skulle være rart, så er det her et meget godt bud.
Knoglerne gør stadig ondt, jeg sveder, støv overalt, snot drypper fra min næse og jeg burde på alle tænkelige måder være for slidt til mere musik. Alligevel sidder jeg spændt og klar på trapperne ved Pandæmonium. Jeg nyder den “kollektive slitage” vi alle er en del af her til formiddag, mens jeg spytter lidt i morgenkaffen og går mine noter igennem. Jeg giver en anerkendende nik til den gamle svinger ved min side, han brummer respektfuldt tilbage.
Mens bandet blev stiftet i 2017 i Boston, Massachusetts, blev deres debutalbum først udgivet i 2022. Relativt nye på shoegaze-scenen, men stadig med enormt meget fart på, er Fleshwater i gang med at indtage verden. Med over en halv million månedlige lyttere, er de efterhånden et kendt navn på den anden side af Atlanten, men har endnu ikke erobret Europa helt endnu. Det lille men trofaste publikum foran Pandæmoniun vidner om dette – Eller også er folk trætte og busserne forsinkede pga. Copenhagen Sprint, hvem ved?
I et kort øjeblik er jeg overbevist om, at højtalerne er gået i stykker og vi bliver nødt til at kalde den tidligt pga. tekniske udfordringer, men det viser sig at være Fleshwaters massive noise-lyd som langsomt udvikler sig ud i det mere drømmende og melankolske. Rungende og dissonant med en klagende vokal er jeg trådt ind i en tidsmaskine, som har taget mig med tilbage til midten af 90’erne. Jeg befinder mig vist nok mere i Sonic Youth og Twin Peaks segmentet end hos Beverly Hills og Backstreet Boys typerne. Gudske tak og lov for det.
Fleshwater dyrker det grimme og uperfekte og inviterer publikum til et velkomment pusterum fra al smadderen. Det er indadskuende og vi bliver alle konfronteret med det ængstelige teenageværelse, som åbenbart stadig findes inde i os alle sammen. Dybt begravet for nogle og helt uden på tøjet for andre. Orkestret afbryder aldrig vores saglige vibes og det rammer godt på denne hårde fjerde dag.
Men det er ikke fordi det er en blød koncert, på ingen måde. Det er skærende, dronende og med et solidt drys af tunge og infernalsk noise ekkokamre, der runger dybt ned i balderne. Anthony DiDio eksperimenterer med en bred skare af effekter – Han skiftede sågar plektret ud med sin mikrofon mod slutningen af koncerten. Det var kaotisk og larmende – Så det var, naturligvis, helt på sin plads.
En indadskuende oplevelse som pludselig ikke var mere. Kom og gik og så var det det. Ingen ekstra ord, ingen forstyrrelser, intet pis. Efterladt sidder vi tilbage i solen og støvet – Jeg kigger på min tatoverede sidekammerat med flere patches end jeg kan tælle, og vi deler en uforbeholden krammer. Så går vi hver til sit, lidt mere levende end da vi kom.
Skrevet af Thomas Raun Bøg
