22 jun Grava til graven!
Billeder af: Natacha Jensen
Grava kastede kulsort kaos udover crowdet, og fik selv den stiveste metal-purist til at nikke med.
Inden Grava indtog festivalens mindste scene, Boneyard, bed jeg mærke i at pladsen foran containerscenen var mere fyldt, end jeg har oplevet den på noget andet tidspunkt på dette års Copenhell. Det siger noget om interessen i Grava – deres kulsorte, downtunede lyd, og ihærdige intensitet hver gang de spiller live, har tilladt bandet at opstige fra et kælderrum i Tårnby, til en position som et must-see-act, for dem som kender.
Fra bandet gik igang med at spille, gik der ikke lang tid før et stort segment af publikum foran container-scenen nikkede med i takt. Fra min ophøjede position, på en platform ude på siden af crowdet, kunne jeg se hvordan der blev headbanget fra metalheads i alle afskygninger og aldre. Den københavnske trio har et sonisk udtryk, der trækker på det det bedste af hvad forskellige af metallens mørkeste afkroge har at byde på – black metallens melodiske dramatik, dødsmetallens downtunede rumlen, og meget imellem – som gør at de fleste metalhoveder tydeligvis finder ét eller andet som rammer dem i sjælen, et sted i Gravas musik.
På trods af at Grava til tider spillede i alternative taktarter og benyttede sig af temposkift, var det ikke noget som påvirkede headbanging hos publikum – folket var troldbunden til de primordiale rytmer som bandet selv vred sig aggressivt rundt til. Mellem hvert nummer, blev et hav – af Boneyard proportioner, naturligvis – af djævlehorn hejst i vejret, mens at hyldende tilråb rungede, så det nærmest overdøvede musikken fra de kæmpe scener, Helviti og Hades.
Da showet sluttede efter korte 20 minutter, fortsatte klapsalverne og tilråbene længe efter de sidste dronende toner fra deres instrumenter døde ud. Boneyard-værten måtte da også lige tilskynde til et “GRAVA”-chant, mens at de tre gennemsvedte musikanter slentrede af scenen. Hver gang jeg har fornøjelsen af at opleve Grava live, bliver jeg lige forbløffet over den måde hvorpå de overgiver sig selv fuldstændig til musikken, og formår at kanalisere en intensitet som uimodståeligt inficerer og overtager rummet de befinder sig i. Jeg ser frem til at blive paf-gjort af Grava mange gange igen i fremtiden.
Skrevet af: Thomas Pigou
