22 jun Jeg tror vitterligt alt var til stede i Kim Draculas fuldstændigt magiske og rummelige queerfest.

Billeder af: Laura Ioana

Metalkulturen har alle dage været en progressiv bevægelse der har sat spotligt på alverdens sociale problematikker. Det er derfor ikke en gåde at queerscenen har vundet stort indpas i den brutale men varme og imødekommende subkultur, og lige netop her står Kim Dracula forrest. Sjældent har jeg set et så kærligt og farverigt publikum – Et perfekt match til deres multifacetterede, heterogene ja nærmest polymorfiske musiske udtryk.

Hvad fanden foregår her?

Alt. Som i vitterligt alt. Alt var til stede til Kim Dracula koncerten på Pandæmonium. Det er en fuldkommen formålsløs opgave at forsøge at genrebestemme musikken og hvis jeg skulle lave en segmentanalyse af crowdet, måtte jeg give op halvvejs. Jeg har set bandet blive beskrevet som alt fra folkpunk til trapmetal, deathcore til scream rap. Jeg har for længst givet op, men nyder bare det avantgarde mareridt, der finder sted foran mig.

I et forsøg på at fange øjeblikket, tog jeg et kig fra højre til venstre; En ældre herre i en gylden ringbrynje kjole dansede swing dans med to unge punkdamer med giftgrønne parykker, to herre snavede hinanden i gulvet oprigtig talt sekunder før de smed hinanden direkte ind i tornadoen af kaos. Kim smadrer sit mikrofonstativ foran os alle, som et abstrakt cue til saxofonisten om at starte salsabreaket, så folk kan bryde ud i congaline. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle se kinddans til Careless Whisper under en hardcore metal koncert, men det bliver faktisk nødt til at være noget af det mindre mystiske, der foregik her lørdag eftermiddag på Pandæmonium. Man oplever noget nyt hver dag.

Dagens koncert bliver nødt til at være det mest hæsblæsende og samtidig dansable, jeg længe har oplevet. Kim Dracula formår at bevæge sig rundt i så mange kroge, at man konstant bliver overrasket. Jeg hørte funky slapbass grooves, synthbaseret EDM, vokalstile der er svær at tro på tilhører den samme person – På et tidspunkt var der sågar cirkusmusik, fordi hvorfor dog ikke? Naturligvis akkompagnerer det alt sammen en barbarisk, rå, bombastisk  og tenderende sadistisk voldsom kerne. Med så mange inspirationer skulle man synes, at en sådan oplevelse gik hen og blev skizofren, men tværtimod; Den samlede helhed er nok den mest interessante og velskrevne koncert jeg længe har hørt. Rob Zombies non-binære nevø/niece er fuldkommen ude af kontrol, og shit hvor er det sexet!

Bandets optræden var intens og kraftfuld, blød og flydende, virtuos og eftertænksomt. Festen var så ubønhørlig vedholdende, at bandets makeup langsomt svandt væk under koncerten, håret fuldstændig klistret til deres ansigter – Med et band så hjemme på en scene forleder man sig til at blive helt poetisk og undre sig over hvilken del af personen der er den mest ægte; Performance-personaen eller individet bag?

Det tænker jeg over, mens jeg står der og er omringet af alle regnbuens farver, nettrøjer, ansigtsmaling, tatoveringer galore, spike halsbånd, blomsterkjoler, ganske almindelige hvide skjorter, de klassiske battleveste, generationsmøder og samtlige hudfarver med en umulig opgave om at indkapsle, det der ikke fortjener at blive sat i bås eller boks. Jeg er ganske overvældet og overstimuleret på den helt rigtige måde. Det her bliver nødt til at være et af årets højdepunkter for mig, uden tvivl.

Hvor er jeg egentlig kedelig, når det kommer til stykket – Det kan være jeg skal investere i nogle nettrøjer..

Skrevet af Thomas Raun Bøg