21 jun Lorna Shore gav en ond, tung og brutal koncert i nattens mulm og mørke!
Foto: Laura Ioana
Det ekstreme deathcore band, Lorna Shore, var imponerede over fremmødet så sent om aftenen. Bandet gik på scenen kl. 23:30, men det afskrækkede ingen fra at give den fuld gas. ”It sounds like you guys are ready to have some motherfucking fun” var de næste ord vi hørte fra den karismatiske frontbrøler Will Ramos. Og ja, vi var SÅ klar til at have det sjovt og ondt!
Jeg havde egentlig tænkt, at jeg skulle have fri så sent om aftenen, og “bare” skulle høre Lorna Shore og blive brutalt rund-smadret. Det blev jeg så sandelig også, men denne koncert var så episk god, at det ville være synd, ikke at dele et par ord om den. Selvom jeg må indrømme, at det er svært at sætte ord på perfektion.
Dette band var uden tvivl det hårdeste og mest ekstreme, der er blevet booket på dette års festival. Det kan godt være et sats, da mange kan synes at 40 minutters konstante blastbeats, pig-squeals og øre-synder-rivende breakdowns godt kan blive en tand for meget, især så sent om aftenen, efter en hel dag med musik i øregangene. Men folk tog imod Lorna Shore med åbne arme, og bandet sprang direkte ind og omfavnede os kollektivt. Denne koncert kommer til at sidde i mig længe; både grundet de ømme muskler der blev brugt i de helt ekstraordinært fede mosh-pits, men også fordi det er sjældent at man vidner en koncert hvor intet kunne være blevet gjort bedre. Copenhell: Book dem igen, gerne som hovednavn. Dette band kan sagtens spille den største scene helt op.
Se de fede billeder her!





