11 jul Album anmeldelse: Wet Leg overgår fra teenager til ung voksen på deres nye plade og opnår større styrke og fokus end hidtil set.

Foto: Clémentine Schneidermann
Domino Records

Der skete noget helt særligt i rockverdenen, da Wet Leg kom frem tilbage i 2021. De passede perfekt ind i tidens nonchalante teenageattitude, hvor man ikke tager noget alt for højtideligt, men samtidig skal tages dybt seriøst, på trods af den charmerende og milde ironi. Det lille engelske band blev lynhurtigt anerkendt verden over og voksede sig hurtigt til at blive et af verdens hotteste bands. Deres debutplade fra 2022 (Wet Leg) var en perfekt introduktion til deres indie-inspirerede og små-larmende univers.

Bandets tilværelse tog dog en drastisk drejning, da de fik lov til at være fast opvarmning på Harry Styles’ sidste verdensturné. Det skulle nu blive en prøve for bandet: Hvordan er man både højt agtet rockband og samtidig opvarmning for generationens sødeste popprins? De klarede det dog fabelagtigt og kunne bryste sig af at være blevet et verdenskendt navn med mange nye fans over hele verden.

Vi har ikke hørt nyt musik fra dem i fire år; til gengæld har de været på nonstop tour siden udgivelsen af deres første plade, og det var derfor svært at gennemskue, hvad det næste karrieremove skulle blive for det hotte band. De har dog valgt at vende tilbage med en ny plade, “Moisturizer”, i baghånden. De er stærkere end nogensinde og mere vitale, excentriske og legesyge end før set. Det er simpelthen så skønt at have det gæve band tilbage, og det er så forfriskende med den dejligt lumre og liderlige albumtitel, som fungerer som en velfungerende pendant til bandets navn og pladens indhold på subtilt niveau.

Den nye plade er fyldt med store armbevægelser, men også med overskud til de mere stille og reflekterede numre. Det er rart at høre en plade, der tør benytte sig af så mange forskellige facetter, uden at den taber sin charme. Pladen flyder godt igennem tracklisten, og der er så meget fantastisk indhold, at den hurtigt giver lytteren lyst til at vende tilbage. Det er stadigvæk forsangerinden Rhian Teasdale, der sætter dagsordenen for bandets udtryk og stilfulde attitude. Det er som om, hun har valgt at lukke op for sit indre følelsesmonster og tager os i hånden i en sindssyg romantisk flugt gennem følelserne fra deres vilde univers.

Det er stadig kærligheden, der er i fokus – særligt den evindelige jagt på kærligheden og romantikken og den næsten ligeså spændende oplevelse af at blive jaget. Teasdale er lokkende og forførende gennem sin store personlighed, og det er klart her, bandets største force ligger i sangskrivningen. Hun inviterer os ind i et meget intimt, men letsindigt univers, hvor det er dansen og samspillet mellem to mennesker, der bliver udspringet for størstedelen af deres sange.

Med de fantastiske singler, der blev udgivet op til pladens release, ender albummet med at føles som en treretters menu, der både indeholder forret, hovedret og dessert. Som enhver velkomponeret menu skal den selvfølgelig efterlade os mætte og tilfredse, og det gør Wet Legs nye opus fuldstændig uomtvisteligt. Det er altid en fryd at vente længe på noget, så længe alle håb og forventninger bliver indfriet – og hvis vi bliver i mad-metaforen, så var det ventetiden ved middagsbordet værd.

Helt fra albummets første single ”Catch These Fists” har der ikke været nogen tvivl om, at Wet Leg er stærkt tilbage for at spille med deres nye store muskler. Her spiller de på deres signatur minimalistiske elguitar-riffs og in-your-face sangskrivning. Det er stadig disse styrker, der er gennemgående på den nye plade, men denne gang har de taget deres lyd et niveau op med helt nye tricks i ærmet.

Wet Legs anden plade gør lige præcis det, album nummer to skal kunne: Den leverer de bedste kvaliteter fra debutpladen og introducerer nye styrker og facetter, som klæder bandet fortræffeligt. De er stadig fantastisk unikke og excentriske, men denne gang mere fokuserede og med større øje for retning. De er stadig karismatiske og til tider morsomme, men samtidig mere voksne og fattede. Hvis den første plade var deres unge teenageår, så kan man sige, at den nye plade er bandet, der indtager sine unge voksenår.

Det er eksempelvis spændende at se dem tage deres lyd og udtryk til nye højder – blandt andet igennem nummeret “Pillow Talk”, hvor guitarerne er tungere end nogensinde, og bandet indtager skikkelse af noget, der snævert kan defineres som indie heavy rock. De er legesyge med deres eget udtryk og er ikke bange for at søge længere væk fra den afdæmpede og populære indielyd og mere over imod den upolerede og kompromisløse noise rock attitude.

“Mangetout” er et af de mere reflekterede numre, der på mere eksistentiel vis behandler store og små spørgsmål omkring personlig identitet og en forvirrende tilværelse. Det er en af de sange, der viser de nye, mere eftertænksomme og fattede facetter af Wet Leg. Det er her, vi mærker de dannende år fra landevejene, som har skabt den erfaring, der har været med til at ælde og vækste det kære band. Naturligvis bliver sangen stadig leveret med det store øjeskud og distinkte glimt i øjet, som vi kender dem for.

“Pokemon” er en catchy indie rock-banger, der kan det hele og viser helt nye sider af bandets potentialer. Den er evigt forfriskende og mere dansevenlig end hvad vi er vant til, og måske den lettest fordøjelige sang på pladen. Det er en af de mere stille og lyttervenlige sange, som jeg nærmest forventer at høre på caféer og smarte kaffebarer de næste par år. Her vælger Teasdale at vise sine mere fattede og jordnære sider af sig selv. Det er også her, hun viser sin mest afslappede vokal, og det bliver hurtigt til et pusterum på pladen, hvor vi får at mærke, hvordan Wet Leg fremstår med fuldstændigt afslappede skuldre.

Efter lidt under 40 minutters spilletid afsluttes pladen med den fantastiske og yderst romantiske “U and Me at Home Again”, som føles som en hjertevarm velkomst og afsked i samme indpakning. Det er her til sidst, at bandet grounder sig i korsang som en holistisk og sammensvoren forsegling af hele albummet som værk. Afslutningen lyder som de skridt, du træder ind ad døren efter en lang arbejdsdag, for at mærke at alting er, som det skal være igen – og den oplevelse skal Wet Leg have stort tak for.

Kort fortalt: Wet Leg er i hvert fald tilbage, og det lader til, at de er kommet for at blive. De er ikke bange for at tage al den plads og opmærksomhed, de føler, de har brug for – og hvor er det bare fedt! Vi får set en stærk udvikling af deres gamle talenter og bliver samtidig som lyttere vidne til helt nye kvaliteter og potentialer. Det er en glædens dag at kunne fejre så god en anden plade fra så fremragende et band. Rocken er endnu ikke død, og ligeså er vitaliteten og styrken fra Wet Leg.

Hvis du godt kan lide Wet Leg så giv et lyt til: Mannepuin Pussy, Snooper, og Wolf Alice