06 jul RF25: John Cxnnor x Witch Club Satan er et umage par. Nogle hekse og ravegutter formår at skabe grænseoverskridende og kompromisløs kunst fra første øjekast.
Foto af: Pressefoto
Dystert og teatralsk er sjældne ord i raveverdenen, men det var ikke desto mindre det der foregik på Gaia sent fredag nat. Dødsmetalsverdenen har et særligt forhold til det mørke. Sort er ikke bare sort – Det kan være alt fra tjære til dyb afgrund, midnat til syvende lag af helvede. Min growl-ordbog og farvepalette kendskab er okay, men jeg må bøje mig i støvet for det talent subkulturen besidder for at beskrive deres mørke-smadder – Det er det altså, og jeg skriver det med al den kærlighed jeg kan, for jeg forstår dem godt, til dels, sådan da, nogenlunde, i hvert fald lidt. Heksekollektivet placerer sig lunt i svinget med en form for “ubarmhjertig-undertrykkelses-mørke”. Feinschmeckerne vil forstå hvad jeg mener.
Jeg har glædet mig. Jeg har hørt vilde historier om begge de unge kunstnere og deres hang til totaloplevelser. Måske særligt Witch Club Satan er notoriske for at akkompagnere deres trøstesløse mareridtsskrig med en teatralsk performance med adskillige kostumeskift og scenografisk eftertænksomhed. Det var også kvinderne, der stod i front, mens John Cxnnor bakkede dem op diskret i baggrunden – En klog beslutning, det skal vise sig svært at hamle op med det norske bands sceneshow:
De gik på scenen med hovedklæder større end deres ansigter, dybe furer af sort/hvid ansigtsmaling, blottede bryster, messede okkulte ord og kastede sig derefter direkte ud i at skrige som arrige bæster:
“Fresh blood, fresh pussy”
… og så var vi ligesom i gang.
Kakofonisk, dissonant og modbydeligt. Det var undertrykkende helt ind til benet på Gaia-scenen og publikum var mildest talt lamslået. Metalhovederne plejer at være kendt for deres ekstatiske fester og evne til at maxe ud, men når jeg står og kigger rundt på publikum fra min plads ved siden af lydpodiet, ser jeg folk stå roligt med deres blikke stift rettet mod scenen. De vil ikke misse et eneste øjeblik af den hedenske teaterforestilling der finder sted foran dem. De lader sig villigt bombardere af den voldsomme lydmur.
Efter et par numre båret af John Cxnnors tunge elektroniske og vedholdende ravebeats, går heksene af scenen og det er tydeligt, at der breder sig en stemning af:
“Hvad skal der nu ske?”
Spørgsmålet bliver hurtigt besvaret, for ud kommer trioen… Nøgne. Okay, der var måske en enkelt trævl, men nu bliver jeg altså lige småborgerlig og konservativ, de kvinder var så godt som nøgne – instrumenterne var i hvert fald placeret strategiske steder, da udtrykket tog sig en mere klassisk dødsmetal drejning. Det var kompromisløst, provokerende og atmosfærisk. De vred sig, skreg og der var flere gange, hvor jeg var i tvivl om de var i reel smerte. Da jeg fortalte venner før Jamie xx om den nøgen-hekse-akrobatik jeg var vidne til, da de adskillige gange lod sig crowdsurfe mens kropsforvridningerne fortsatte, fik jeg følgende udveksling:
“Må man overhovedet det? Er der ikke regler imod den slags?”
“Det tror jeg virkelig ikke de går op i”
Min veninde fortalte mig, hun hørte to sekunder før hun besluttede sig for at gå, og var meget imponeret over, at der findes mennesker der bryder sig om den slags. Jeg citerer: “Det burde ikke være menneskeligt muligt”. Jeg synes, det maler et meget godt billede af oplevelsen, og jeg er klar og villig til at give et bud på, hvorfor Gaiateltet alligevel var fyldt denne nat. Altså en lidt længere analyse end dem der havde regnet med, at det var båret mere af John Cxnnor end Satans Witch Club.
Det grænseoverskridende, hårde og ubarmhjertige er fascinerende. Lige så meget som vi elsker det rare og bløde, så bliver vi også tiltrukket af det groteske og makabre. Det er typisk nogle af mine mest mindeværdige musikoplevelser, netop fordi de efterlader mig sådan et dybt aftryk. Det er ikke for alle, men for dem der sætter pris på den slags, så hungrer de/vi altid efter mere. Samtidig er der også et fælles sprog for det latterlige og en indforstået humor i universet – I sidste ende er det bare noget vi leger jo. Men mens idéerne er langt ude – lad os være ærlige, det er de jo for det meste – så bunder de i noget ægte, reelt og fascinerende. Udtrykket er naturligvis en kreativ leg; en konstant hiven og trækken i: Hvad kan vi tillade os og hvor langt kan vi gå? Men den feministiske kritik af samfundet med hekse som afsæt, objektificeringen af kvindekroppen og normkritikken er virkelig nok.
Det er voldsomt at se kvinderne te sig på den måde, det går på kant med mine sensibiliteter og går langt længere end “hvad jeg er vant til”. Men det efterlader mig med et godt og rart:
Hvorfor det egentligt?
Skrevet af: Thomas Bøg
