01 jul RF25: Acoustic Area inviterer dig tilbage til den oprindelige Orange følelse
Foto: Lasse Bak Mejlvang
Onde tunger vil måske kalde det gammeldags. Måske endda noget, der kun henvender sig til langhårede hippier, der ikke er fulgt med musikkens tid. Men tag ikke fejl – den her Roskilde oplevelse indeholder både fælleskab, kvalitetsmusik og kærlighed. Kærlighed til musik, spillet på rigtige instrumenter.

“Med dette teltområde, har vi bevist at en lykkelig sameksistens mellem akustiske musikinstrumenter og soundbox’s er muligt. Det var der ikke mange der troede på for 10 år siden.”
Missionen er simpel. Det handler om at få de håndspilne instrumenter tilbage på camping området som et alternativ til megaanlægene. Initiativtager, musiker Anders Bak Mejlvang, har i år indgået et samarbejde med Roskilde Festival Højskole og sammen har de fået allokeret et helt område, hvor de akustiske instrumenter bærer de musikalske vibrationer.

“Jeg tror flere søger imod Acoustic Area netop fordi det tilbyder “noget andet”. Acoustic Area kan også ses som en reaktion på en verden i højt tempo.”
Kernen af beboerne i Acoustic Camp er rutinerede musikere og mangeårige Roskilde gængere. De er velorganiseret, har sanghæfter med tekster og akkorder, et helt telt kun til instrumenter, to mikrofoner, og en specialdesignet pavillon til fælles-jam-sessions. Alle er velkomne til at gribe et instrument og værterne spiller meget gerne med som backing – ligegyldigt hvilket niveau de gæstende musikere befinder sig på.

“Acoustic Area bliver besøgt af festivalgæster i alle aldre. Det sker ofte at helt unge mennesker forvilder sig hen i området og at de så alligelvel bliver hængende og bliver grebet af konceptet”
Acoustic Area holder til på Roskilde Festivalens campingområde F67.
Der er fællesjam hver dag kl. 13.00 og igen kl. 01.00. Så gør dig selv en tjeneste, og kig forbi.


Yndlings coversang: Skybrud

Yndlings coversang: The Strokes – Someday

Yndlings coversang: Take on me

Yndlings coversang: Audioslave – I’m the highway

Yndlings coversang: Daima – jeg kommer

Yndlings coversang: California Dreaming
Skrevet af: Lasse Bak Mejlvang