11 aug SFS 25: Om du stod allerforrest eller helt bagerst, kunne du mærke den pulserende energi fra den dansefest, som Zar Paulo fik skabt.
Foto: Isabell Larsen-Thomsen
I virkeligheden er det nok de fleste danske koncertgængere, der efterhånden har fået lov til at se Zar Paulo spille – eller i det mindste haft en eller flere oplagte muligheder for det. Så hvorfor skulle man overhovedet tage til Zar Paulo på Syd for Solen i 2025?
Det folkekære band kan bryste sig af både at have spillet på landets største såvel som landets mindste scener og har i løbet af en kortere årrække samlet mere erfaring, end de fleste bands overhovedet får lov til. Derfor er der også noget på spil, når Zar Paulo får lov til at indtage Syd for Solens største scene. For selvom der er en bred konsensus om, at bandet leverer hver gang, de spiller, så er forventningerne naturligvis stadig tårnhøje.
Koncerten kan dog bedst beskrives gennem forsanger Emil Vammens egne ord: “Der er de koncerter, hvor man går derfra og ikke synes, man gav den hele armen; det her er ikke sådan en koncert!”
De gæve gutter spillede røven ud af bukserne og skabte en folkekær glædesfest, hvor alle kunne være med – ung som gammel. De samlede festivalen og fædrelandet og gav et glimrende eksempel på det musikalske sammenhold, som vores festivalskultur er med til at skabe.
Det var et smukt syn at se solen gå ned, mens den sveddryppende forsanger med karikerede blækspruttebevægelser sang sjælen og stemmen væk til “Jeg synes du er dejlig”. Der var ikke et sekunds tvivl om, at de gav den hele armen, og de viste, at de stadig har meget at byde på.
Og nu kan de godt se at komme hjem og få lavet den næste plade færdig.
Hvis du kan lide Zar Paulo, så giv et lyt til: Patina, Guldimund og Ganger.
Vores fotograf Isabell Larsen-Thomsen har dækket koncerten:









