SFS 25: Syd For Solen byder Blaue Blume velkommen med åbne arme, men noget er ikke som det plejer

Foto: Isabell Larsen-Thomsen

Har Danmark i virkeligheden fået nok af vores allesammens Blaue Blume? Det korte svar er naturligvis: nej, det har vi ikke. Syd For Solen har i hvert fald ikke fået nok endnu, og det er sjældent set et bedre match mellem festival, publikum og band.

Da Blaue Blume indtager den store Over Havet-scene tidligt fredag aften på Syd For Solen, er det simpelthen som hånd i handske, og energien mellem festivalgæsterne og det halvgamle band går i total symbiose.
De ligner sig selv, måske bare lidt ældre end sidst set, og så er der noget, der føles helt anderledes. Den forandring, der er sket for bandet, er selvfølgelig deres skift til det danske sprog efter deres seneste albumudgivelse Regnvåde Sale. Bandet synger nu på dansk og omfavner sproget som et stort, varmt, kærlighedsfuldt kram.

Det klæder dem at synge på dansk, og det er smukt at se, hvordan forbindelsen til deres publikum aldrig har været stærkere – og at observere, hvordan et radikalt skifte faktisk kan gå rent ind hos både nye og gamle tilhængere. Til koncerten var der nemlig en stemning af, at dette var en oplevelse for både nye og gamle fans, og at alle i virkeligheden havde en chance for at sætte pris på denne nyfundne version af Blaue Blume.
Setlisten bestod mest af de nye sange fra den nye plade, men de havde også et væld af deres gamle hits med, og kombinationen af nyt og gammelt komplimenterede hinanden eminent.

Den største fornøjelse var næsten bare at betragte trommeslageren Søren Buhl Lassen smadre trommerne flade med en energi og attitude, der kunne tilhøre aggressive og indebrændte punkbands. Det var særligt morsomt at se den sammenbidte og dybt seriøse trommeslager i kontrast til forsangeren Jonas Smith, der fortalte anekdoter om at skrive kærlighedssange, imens han slår græsplænen derhjemme.

De ligner jo efterhånden delvist et halvgammelt skolelærerband, der har fået lov til at lave et Blaue Blume-coverband – eller jam-band, om man vil. Til gengæld ligner en stor del af publikum også, at de har lyttet til Blaue Blume siden de selv gik på efterskole. Det spiller dog ingen rolle, hvornår du er hoppet på Blaue Blume-bølgen, for her var der noget for både nye og gamle fans. Her kan både normies og hipsters mødes og forenes i det brede smagsfællesskab, som omringer vores allesammens shoegazede, stuerene, indierockede og småpoppede band.

Efter koncerten var der en følelse af, at bandet var vendt hjem igen, og at de efter mange års søgen havde fundet deres helt perfekte ståsted.

Hvis du kan lide Blaue Blume, så giv et lyt til: Søn, Knægt, og Shinyhunt

Viktor Holtegaard
viktor@bandsoftomorrow.com