19 sep Cardiacs er lyden af den ustoppelige urkraft fra undergrunden

Foto: presse

Efter årtiers ventetid er det britiske kultband tilbage med et farverigt dobbeltalbum, som minder en om den uundværlige undergrunds ukuelige glæde ved at skabe noget sammen

Hvis du, som de fleste, aldrig har hørt om Cardiacs – så kræver det en introduktion, der ikke er plads til at give her. Lad mig nu alligevel forsøge:

Cardiacs er et exceptionelt underligt band. Det er punk, der møder Frank Zappa med et ordentlig skud Monty Python oveni. Det er manisk og satirisk samt musikalsk virtuøst, og hvis det rammer én – så er det exceptionelt livsbekræftende. Kaotisk, men melodisk, og helt utroligt engelsk. 

Gruppen blev grundlagt allerede i 1977 i en forstad til London af de to brødre Tim og Jim Smith, hvoraf lillebror Tim sidenhen har været gruppens absolutte kreative drivkraft. Men det var ikke før i midt-slut 80’erne, at Cardiacs markerede sig som et af de mest særprægede bands fra den britiske undergrund. Dog var Cardiacs udsat for, hvad, man kunne fristes til at tro, var et koordineret angreb fra den britiske presse, der i hånlige vendinger skosede de to britiske brødre og deres slæng af misfits. 

På trods af pressens stærke modvilje og de heraf begrænsede PR-muligheder for gruppen, er Cardiacs hyldet af flere toneangivne musikere: Damon Albarn, Mike Patton, Steven Wilson, Dave Grohl, Devin Townsend, Mikael Åkerfeldt m.fl.. 

Med andre ord – din yndlingsmusikers yndlingsband. Alene derfor, bør du give dem et skud.

Cardiacs så dog stigende interesse for deres musik i midt-slut 00’erne, og mange af deres gamle værker blev taget op til revurdering. Særligt gruppens dobbelt-LP fra 1996 Sing to God er af mange anset som et mesterværk inden for den eksperimenterende rock. 

Men midt under den velfortjente fremgang ramte katastrofen: netop, som han skrev på et nyt dobbeltalbum, blev Tim Smith i 2008 ramt af et hjerteanfald til en My Bloody Valentine koncert. Han levede herefter indtil sin død i 2020 et meget begrænset liv grundet en voldsom hjerneskade som følge af anfaldet. Lige så tragisk som sygdomsforløbet var, mindst lige så hjertevarmende, var det at se Cardiacs fanbase slå ring om Smith og indsamle omkring en million kroner så han kunne få bedre lægehjælp. 

Med den dybe forhistorie in mente, er der altså tale om et album indhyllet i en enorm forventning fra gruppens tro følgere. Derfor reagerede fanbasen med stor glæde da storebror Jim valgte, at der igen skulle trykkes på den runde optageknap. 

Albummet har fået det passende navn LSD. Passende, fordi at Cardiacs musik er ekstremt farverigt, desorienteret og potentielt transcenderende i en musikalsk forstand. Barriererne mellem “høj”- og “lavkultur” forsvinder, når man fordyber sig i Cardiacs. 

LSD er et dobbeltalbum, der fremviser en bred palette af gruppens tilsvarende brede lyd. Hurtige punk-inspirerede skæringer, psykedelisk pop, progressive eksplosioner og korale symfonier. Nogle gange det hele på en gang, som på nummeret Skating, der føles som en collage over hele gruppens karriere.

På numre som Ditzy Scene, Made All Up og The May vil fans bekendt med Cardiacs blive rørt over gensynet med Tim Smiths stemme. Men albummet er jo som bekendt blevet gennemført efter frontmandens død, så beslutningen om at færdiggøre albummet har medført, at man skulle finden en ny leadstemme til de fleste af skæringerne. 

Heldigvis er det valg faldet på Mike Vennart – bedst kendt fra det hyldede 00’er prog-band Oceansize. Vennart har selv aldrig lagt skjul på, at han selv er kæmpe Cardiacs fan og Oceansize har sågar også både åbnet for Cardiacs, samt opført live-covers af flere Cardiacs numre.

Musikken rammer mere rent, når det er Tim Smiths stemme, der pryder de ambitiøse kompositioner, men det er svært at forestille sig nogen bidrage med en mere respektfuld hyldest, end Vennart gør på LSD. 

Og det er netop sådan LSD føles – som et tribute album af allerhøjeste skuffe. Albummet blev skrevet færdigt af bror Jim Smith, tidligere guitarist Kavius Torabi samt horn og stryger arrangør Craig Fortnam. Selvom Tim Smith har været Cardiacs klare drivkraft, så har gruppen altid været karakteriseret af at indgå i et stærkt fællesskab af musikalske græsrødder. På den måde er det en særlig og usædvanlig, men alligevel passende form for hyldest, at hans venner nu gør arbejdet færdigt. Som Tim Smith selv plejede at svare, når han blev spurgt ind til, hvilken musik han foretrak at lytte til: “My friend’s music.” 

Hvis du ikke er bekendt med Cardiacs, kan LSD muligvis være et fint sted at starte. Det er en lidt mere ordnet og “nutidig” produktions æstetik, der præger det ambitiøse dobbeltalbum, og gør oplevelsen lidt mindre overvældende. Noget der tager toppen af oplevelsen for denne anmelder, og indrømmet kæmpe fanboy, men som muligvis kan gøre det musikalske chok mindre for den uindviede.

Uanset, om du bliver en del af Cardiacs-kulten eller ej, skylder du dig selv at lytte til LSD og de andre nedslagspunkter i gruppens diskografi. Tim Smith & co er ufatteligt unikke og et glimrende eksempel på den ustoppelige urkraft fra undergrunden, der i sidste ende er grundlaget for hele vores musikalske verden. Uanset om vi hører om det eller ej. 

Kort fortalt: Efter årtiers stilhed er kultbandet Cardiacs tilbage med dobbeltalbummet LSD – en farverig, kaotisk og livsbekræftende hyldest til afdøde frontmand Tim Smith. Albummet forener punk, prog og absurd britisk humor i en musikalsk fest, hvor både gamle fans og nysgerrige nytilkomne kan finde indgangen til et af rockhistoriens mest unikke fællesskaber.

Hvis Cardiacs lyder som noget for dig, skal du checke Black Midi og Collider ud