15 sep Caroline i dobbelt eksponering

Fotos: Anton Schmidt. Skribenter: Sol Hendrup og Isabell Larsen-Thomsen

Fra aarhusiansk festivalscene til det københavnsk mørke – Caroline samlede publikum i samme følelse.

For at forstå, hvad du skal til at læse, må du først forstå sangen Coldplay cover af caroline.
Her spiller bandet to numre samtidig. Optagelsen er lavet i deres producers hjem, hvor musikerne har fordelt sig i to separate rum. I midten står en mikrofon, der fanger og smelter de to stykker musik sammen til ét.

Det nummer, en magisk fremstilling af dualiteten, er, hvad du vil komme til at opleve nu. To anmeldere, to koncerter, 170 km og et døgn imellem. Sol Hendrup oplevede det eksperimenterende postpunk-artrockband til Alter Festival, hvor de åbnede scenen på VoxHall. Isabell Larsen-Thomsen svedte i et udsolgt Loppen i den mørke cigarkasse.

Hvordan sparkede caroline den alternative musikfestival Alter i gang?

Som det første act til den aarhusianske festival trådte caroline ind på en mørklagt scene. Salen var fyldt med summen fra et forventningsfuldt publikum. Da de otte bandmedlemmer anslog de første toner enstemmigt, blev scenen badet i et orange lys, og de tonede frem over for os i en halvcirkel. Song Two fra deres nyudgivne album caroline 2 gik blødt i gang og åbnede op med et sammensurium af instrumenter og stemmer, der vævede sig ind mellem hinanden.

Den vævning og sammenfiltring var noget af det smukke ved carolines koncert på Loppen. Hvornår det enkelte instrument startede, og det næste sluttede, ved jeg ikke. Jeg ved heller ikke længere, hvor grænsen af mig går. En form for uendelighed mellem hinanden og ingen fører af flokken.

Manglen på en tydelig frontperson gav en fornemmelse af hierarkiløshed i bandet. Samspillet og den helhed, medlemmerne skabte med hinanden, blev fokusset i stedet. Det gav en fornemmelse af, at de spillede til hinanden lige så meget, som de spillede til os.

Når det blev så intenst og internt, blev det svært for publikum på Loppen at vide, hvornår vi skulle klappe. Hvornår havde de pause i musikken, og hvornår kunne vi bryde stilheden? Det var nok det, som imponerede mig mest. Tålmodigheden. En ro, som et udsolgt Loppen sjældent har oplevet. En opmærksomhed, da personer i publikum fik et ildebefindende. En stilhed, så selv bartenderne bevægede sig roligt. Jeg fik lyst til at græde.

Under Two Riders Down sang Jasper Llewellyn med en lidende og rystende klang i stemmen. Opbygningen i sangen udfoldes i uendelige lag. Det sætter sig i kroppen, og man føler sig vrænget ud. Melankoli, sorg og fortvivlelse føltes episk og storslået, men samtidig knugende reelt. Jeg ville både skrige fortvivlelsen ud, danse og kramme min koncertmakker – alt sammen på samme tid.

En koncert, der var det mest live, jeg nogensinde har set. Indbegrebet af kreation af lyd. En samskabelse af rum. Hvor vi fik lov til at være der i de mest eksploderende øjeblikke.

Følelserne fik lov til at være der, nøgne og rå, som de var, og uden at blive gjort fremmede og druknet i modtagernes behov for at modtage følelserne på den rigtige måde. De fik blot lov til at være der og blive grebet. Det gentagende You can’t be with yourself. Det kollektivistiske ethos smadrede igennem os med instrumenterne som våben og en brat afslutning.