21 sep Copenhagen Metal Fest 2025: Deadnate leverede på både det dybfølte og tekniske plan

Årets første koncert på den store scene i Amager Bio bød på hårdtslående progressivt groove og død fra de fremstormende gutter i Deadnate. Selvom bandet stadig har meget at øve sig på live, kan man ikke sætte en finger på deres musiske kunnen.

Det forholdsvis nye band Deadnate, der oprinder i Fredericia, skulle indtage scenen i Amager Bio fredag eftermiddag. Før bandet tittede frem fra det mørke scenetæppe, havde de valgt, at vi skulle have en smule bøllerock, og de satte derfor D.A.D.’s klassiske nummer Jihad på. Jeg må indrømme, at det da bestemt var sjovt, men nummeret satte ikke ligefrem gang i publikum. Det skulle vise sig, at den manglende stemning fra publikums side desværre ville holde ved igennem de næste 45 minutters progressivt groove.

Denne genre kræver teknisk kunnen, for man skal have opnået en vis mestring af sit instrument for at kunne spille de svære polyrytmer og for at være komfortabel med de mange temposkift, der foregår. Her viste Deadnate sig fra deres bedste side, og der var ikke en finger at sætte på dem, når det gjaldt det musiske. Primært holdt bandet sig til sangene fra deres første – og indtil videre eneste – fuldlængdealbum The North Sea, som udkom i 2022. Og ja, alle der har skrevet om Deadnate har allerede sagt det, men det er tydeligt, at de på dette album havde franske Gojira som forbillede og primære inspirationskilde. Dette kunne også høres live, men det skal der ikke lyde et eneste ondt ord om, da den form for progressivt groove metal går rent ind hos undertegnede.

Dog skulle bandet også vise sig fra deres mere dybfølte og følelsesmæssige side. Gutterne debuterede nemlig en af deres nye sange fra deres kommende andet album. Denne sang var uden tvivl bedste, der blev spillet under hele koncerten. ”Guilt and Sorrow” blev præsenteret af vokalist og guitarist Kenneth Kejlstrup med ordene, at sangen omhandler, noget så ulykkeligt som et mistet barn. Forsangeren mistede en søn for et par år tilbage – en søn, som blev dødfødt. Man kunne mærke og føle sorgen, der skinnede ud igennem guitarspillet, og på denne nye sang kunne man virkelig høre, at bandet begynder at have fundet sin helt egen lyd. Jeg tror godt, at jeg kan sige, at vi er mange der både kondolerer og har dyb medfølelse for Kejlstrup, og samtidig ser frem til det nye album, efter denne fremragende præstation.

Generelt igennem koncerten, så vækkede den tostemmige vokal fra Simon Juul og Kenneth Kejlstrup noget mørkt og primalt i os; den utroligt nedstemte bas og den høje energi fra Frederik Fammé fik nakkerne til at nikke; og det imponerende, hårdtslående og tekniske trommespil fra Ole Frank lagde vejen og holdt os på rette kurs.

Som det nok kan fornemmes i artiklen her, nød undertegnede koncerten, men jeg kan godt være i tvivl om, hvordan de andre i publikum bedømte det. Bandet prøvede flere gange at få folk til at bevæge sig – der blev opildnet og gjort tegn til cirkelpit – men publikum var ugidelige. Dog fordrer genren også mere koncentreret og intensiv lytning, end den opildner til høje knæløft, og det bør bandet være mere opmærksom på i fremtiden. Hvis de vil have bevægelse, skal musikken og energien fra scenen passe til.

Alt i alt var der ingen tvivl om den tekniske og musiske del hos de jyske gutter, og det skal de have stor ros for. Nu mangler bandet bare at få cementeret deres helt egen personlige lyd og få øvet sig på deres scenetilstedeværelse og publikumstække, så fremtidens koncerter kan blive de brag, som dette fremstormende band ønsker og fortjener.