05 sep Dårlige Råd – Ingen Mad, Kun Lort EP – De unge drenge har en mission om at ruske op i den danske musikscene, og måske lykkes de faktisk.
Foto: Daniel Reumert
Det unge aarhusianske garage-rockband melder sin ankomst til den danske rockscenen, og jeg tror, de planlægger at blive hængende et godt stykke tid. De har skabt 5 gennemarbejdede rocksange, der rammer lige i hjertekulen hos de nostalgiske ildsjæle, som savner lyden og potentialet fra den klassiske rock. Det er tekster og guitarriffs, man husker, og melodier, man kan synge med på – leveret med en fantastisk rocket ungdomsenergi.
Der var en tid, hvor der var så mange rockbands i Danmark, at man kunne fodre svin med dem – men på et tidspunkt fik selv svinene nok. I dagens Danmark findes der stadig rockbands, men de er langt mere stuerene, og de fleste vil i virkeligheden bare gerne være shoegaze-stjerner eller Elias Rønnenfelt-kloner. De klassiske og autentiske rockbands er blevet for nørdede, og vi har efterhånden svært ved at købe præmissen om rock’n’roll-drømmen.
Der er dog alligevel et lille aarhusiansk band, som skider på moden og på normerne. Det band hedder Dårlige Råd, og med deres nyudgivne EP ”Ingen Mad, Kun Lort” har de en mission om at ruske op i danskerne med deres velskabte rockmusik. Det er der jo mange opportunister og lykkeriddere, der har forsøgt at fuldføre gennem tiden, men måske er der faktisk en reel mulighed denne gang.
Deres debut-EP rummer den slags rockmusik, som verden vendte ryggen til for 15 år siden, og af en eller anden grund lyder det alligevel mere friskt end nogensinde. De har velskrevne tekster, dygtige musikere og en produktion, der overstiger vækstlagets sædvanlige standard. Det viser sig nemlig, at der åbenbart sidder en eller anden hemmelig talentfuld producer, som kalder sig Frederik Uglebjerg – og han er overraskende god til at lave professionel produktion, der ikke ødelægger bandets rå udtryk, men snarere sætter det i et skarpt og flatterende lys.
Titelnummeret “Ingen Mad, Kun Lort” er en forrygende indgang til deres særprægede og eksentriske univers og viser mange af de facetter, der skaber bandets karakter. Dog lider deres sangskrivning under den samme “influenza”, som mange andre småfilosofiske danske bands er ramt af: det lyder en smule som Peter Sommer. Det er dog intet problem her, for de skriver simpelthen så godt og ved præcis, hvordan de skal servere varen. Til gengæld har de noget helt afgørende, som Peter Sommer ikke har: charme og smagfuld ironi. Måske er sangen i virkeligheden det eneste catchy rocknummer, Danmark har fået de sidste mange år. Det fungerer både som et anthem for bandet og for en genre, der i de sidste 15 år er blevet udvandet og forvasket. Man kan bare håbe, at de ikke peaker for tidligt med dette fabelagtige nummer, for det bliver svært at lave en opfølger til så velsmurt en rock’n’roll-slasker.
På denne debut-EP udforsker de flere forskellige og særlige udtryk. De kommer endda forbi en dejligt karikeret Elvis/Johnny Bravo-attitude med en flavor af hurtigt og hårdtslående dancepunk. Der er en anelse Glenn Danzig over vokalen, og det er i virkeligheden ret lækkert – næsten lidt Type O Negative – men med meget mere ung charme.
De er direkte i deres udtryk, og de virker næsten nervøst ivrige – på en måde, der for ikke så længe siden måske ville være blevet opfattet som en anelse “cringe”, men som nu føles utroligt ægte og forfriskende. Så i virkeligheden findes håbet for rocken nok ikke hos smarte, langsomt spillende, selvhøjtidelige, pedal-feticherende københavnske bands. Nej, det findes snarere hos nogle unge, sjælfulde rockhoveder fra Aarhus.
De unge drenge rammer en form for nerve, der virker ægte, i et musisk univers der til tider kan virke overdreven og næsten karikeret. De har følelserne ude på tøjet, og de gør sig uden tvivl umage – to ting, der længe har virket lettere usexede på den danske musikscene. Men hos Dårlige Råd fungerer det, og de får det til at føles både nødvendigt og levende.
Kort Fortalt: Dårlige Råd kommer med en fremragende debut Ep som fungerer som et friskt pust, til en gren af rockgenren der nærmest er blevet glemt. Bandet kommer med en forfriskende energi, og et glimrende alternativ til hvad der ellers foregår på den danske rockscene
Hvis du kan lide Dårlige Råd så giv et lyt til : Bænch, Fabräk, og Ondskyld
