22 sep Filmanmeldelse: Better Day – Filmen om det fiktive rockband, som nok aldrig rigtig får deres gennembrud

Filminstruktøren Mads Erichsen tager fat i den tarvelige far-søn-snak om, hvordan det langt fra er de fleste bands, der får succes og bliver store rockstjerner – heldigvis på en morsom og knap så ubehagelig måde.

Hvis der er én drøm, der er særligt populær blandt stort set alle mennesker, så er det den gode gamle rockstjernedrøm. Langt de fleste har på et eller andet tidspunkt haft en lille drøm i maven om at blive en stor stjerne – uanset om det er som klassisk rockstjerne, moderne popstjerne eller den nærmest udødelige filmstjerne.

Det er den slags drømme, der er flest af, men langt de færreste får lov til at udleve dem. Danmark er heldigvis et godt sted at drømme, og vi er en yderst privilegeret nation, hvor muligheden for at stå på en scene eller i rampelyset aldrig virker alt for langt væk. Ellers er der altid nogen, der kender nogen, der kender nogen, som kan hjælpe dig lidt på vej.

Men bagsiden af medaljen skinner ofte klarest. For hver superstjerne, der opnår bare en smule succes, er der titusinder af udbrændte stjerner, der må stå tilbage i mørket. Mange, der har båret på rockstjernedrømmen, har måttet se den glide ud i sandet.

Som instruktøren Mads Erichsen selv fortæller:
”Der er jo simpelthen lavet så mange biopics om bands, der bliver store og får succes, men der er aldrig blevet lavet en om et band, der ikke klarer den.”

Instruktøren Mads Erichsen sætter fokus på disse store konflikter i indiefilmen Better Day, hvor vi følger et fiktivt rockband fra udkanten af Danmark – nærmere betegnet Grindsted. Bandet består af en flok karikerede fyre, alle omkring de 30 år, som mødes i musikken og i deres fælles drømme. Filmen tager udgangspunkt i historien om bandet Carcrash, der prøver at nå til tops for at undgå ethvert bands værste mareridt: at blive til et vaskeægte røvballeband. Vejen til toppen virker umulig lang for det tapre band, men da de endelig får chancen for at spille et vigtigt job i København, er det bare om at tage benene på nakken og suse over broen – hvis de altså når tidsfristen.

Better Day er en af den slags film, hvor man ville ønske, man selv kunne få lov til at være med i øvelokalet en dag – eller bare dele en ramme lunkne Slots med de rock’n’roll-fanatiske gutter. Det er en ærlig film, der tydeligt er skabt af samme kreative skabertrang, som opstår blandt unge musikere i et band. Det er en af de slags hangout movies, man ikke kan lade være med at spejle sig i, uanset hvor fjernt indholdet er fra ens egen virkelighed. Filmen bærer på en enorm mængde charme og autenticitet, som er svær ikke at falde for.

Særligt er det filmens hovedperson Thomas, forsangeren i Carcrash, der bærer filmens ånd og er bandets mest ambitiøse og stordrømmende medlem. Han spilles af Morten Kjær, der rammer rollen til perfektion og tegner et fuldkomment billede af en (form for) voksen mand, som stadig bærer på drengedrømmen om en stor musikkarriere. Med charme og karisma leder han både filmen og bandet med en gennemgående stærk karakter og skøn personlighed.

Det mest betagende ved Better Day er historien om dette fiktive band, der på mange måder føles autentisk og nærmest bekendt. Det lille univers, filmen udspiller sig i, minder om noget, alle jyder på et tidspunkt har stiftet bekendtskab med: de lokale rockfanatikere, der kun har én ting i hovedet – nemlig at spille rockmusik. Karaktererne føles som personer, vi alle har mødt før, og det giver filmen en utrolig hjertevarme.

Filmen byder også på fede cameos og optrædener fra navne som Søs Egelind, Rasmus Hammerich samt en meget charmerende og velplaceret Poul Krebs. Det er rart at se kendte ansigter på skærmen, men det er altså de kække banddrenge, der fortjener det meste af opmærksomheden.

På trods af at filmen tager fat i småkiksede tematikker såsom rockbands bestående af mænd på omkring de 30, at sidde fast i udkanten af landet eller stadig bo hjemme hos sine forældre, så gør filmen det med stor stil. Filmens udtryk er fyldt med stolthed og integritet og afspejler dens eget budskab om at tage en chance. Her er masser af karakterer, replikker og øjeblikke, der er værd at huske – til tider formidlet med en Tarantino-inspireret, yderst karikeret æstetik og attitude.

Den mislykkede bandfortælling er måske en af de mest triste, der findes – især fordi den kan komme tæt på manges hverdag. Men Better Day beviser, at det ikke behøver at være en trist fortælling. På trods af at filmen tager fat i et tungt emne – drømme, der måske aldrig går i opfyldelse – er den fyldt med humor og liv. Det er i sidste ende en komedie, der giver et friskt bud på biopic-genren uden at blive en parodi eller en musikalsk sæbeopera. Filmen er helt sin egen, forfriskende original og bærer den samme rockstjerneenergi og attitude, som dens fiktive band bærer i hjertet.

Det er både en sjov og utroligt kreativ tanke. Måske har Erichsen faktisk en pointe – måske er det på tide, at vi som befolkning tager den hårde far-søn-snak om, at det ikke er os alle, der ender som store rockstjerner. Uanset om man får succes eller ej, er det drømmen og håbet, der er det afgørende. Det formidler Better Day på en ædel, hjertevarm og morsom måde – og det er grund nok til at give filmen et kig.