15 sep Fra stilhed til sirener – et værk i konstant bevægelse

Foto: Isabell Larsen-Thomsen

Svin og Aarhus Sinfonietta bragte publikum ind i et hypnotisk lydunivers under Golden Days Festival.

Klokkerne ringede ind til time. Rev publikum ud af hypnosen. Laserne ramte de ikoniske lamper i VEGA. Jeg var bange for at bevæge mig lige dér. For hvad nu, hvis jeg kom til at bryde det?
En fængsling af det menneskelige sind blev udført af Svin på en ellers søvndyssende søndag.

Jeg har haft en af de skæveste søndage længe. Både fordi solens varme stråler lunede mine lemmer midt i september, men især fordi jeg sammen med omkring 150 andre havde sat mig på VEGAs halvhårde stole i den ikoniske Store VEGA-sal.

Det var under Golden Days Festival i København, en kulturhistorisk festival, der i år havde kærlighed som tema. Det eksperimenterende og avantgarde rockband Svin skulle opføre deres værk Carrier sammen med Aarhus Sinfonietta – som, jeg lige har lært, er lillebroren til et klassisk symfoniorkester.
Rockbandet beskriver selv værket som et timelangt overgangsritual, hvor dronerockens rå kraft møder orkestrets inderlighed. En oplevelse, der visuelt blev guidet af kunstneren Maya SB.

Og jeg følte, at jeg var på en rejse. En bevægelse ind i mig selv, mit sind og en verden, man sjældent er i kontakt med. Svin og Sinfoniettaen trådte ind på scenen, badet i rødt lys. En enkelt blæsende tone fossede ud af højtalerne. Svin skilte sig ud fra resten af musikerne i deres orangefarvede ponchoer. Melodien svævede ind mellem stilhed og dronelignende lydlandskaber.

Så blev det afbrudt. Bankende, løbende trommer. Rytmen pressede sig ind i folks hjerterytme. Lyden var støvet og mørk. Jeg følte, jeg havde rejst tilbage i tiden – til en landsby i Indien, hvor jeg boede nogle måneder i starten af tyverne. Musikken stoppede brat. Stilhed. Skal vi klappe eller bare vente? Vi venter.

Pludselig indhylles VEGA i blåt lys. Den tætte røg fra scenen brydes af laserstråler, der skærer gennem den grå luft. Vi er under havet. Sejlende med Svin som fører. En rolig melodi føltes som de langsomme søndage, hvor man elsker sine kære lidt ekstra, fordi man er lige dér sammen med dem.

Så skete der noget råddent. Visuals forandrede sig, og det klare vandlandskab blev til minder om begravelsen af Vejle Fjord sidste år. Slammet vand. Døende fisk og planter. Skrigende, vigende lyde – som katte der bliver trukket i halen. Ambulancelignende sirener. En dobbelt eksponering af et døende hav. Det føltes, som om man var blevet høj.

Pludselig blev vi revet ud af fascinationen og ind i klasselokalet. Den skingre og kaldende lyd af klokker bragede ind i hukommelsens kamre. Laserne blinkede som hurtige, flagrende klokkeslag. Lyset ramte de hvide lamper i Store VEGAs loft, og det føltes som en manifestation af at blive kaldt til time.

Hvad sker der, når man vågner af en meditation og står midt i livet igen? Rocken kom. For første gang under hele koncerten kunne man virkelig fornemme, hvem der havde skrevet værket – nemlig Svin. Rockede trommer, legende guitar og vippende hoveder blandt publikum. En jazzet version af det, vi kender. Det føltes som en eksplosion af følelser og inderlighed. En venten og spænding mellem musikerne, indtil det blev deres tur i den sidste eksplosion af lyd.

Endelig kom forløsningen: klappende hænder. Vi kunne udtrykke alt det, vi havde følt gennem den sidste times tid. De modtog bekræftelsen med dybe buk.
Svin takkede af til os, alle bidragydere og VEGA. Og vi gik takkende ud i den nu kolde septemberluft.

Kort fortalt: En søndag i Store VEGA blev alt andet end søvnig. Svin og Aarhus Sinfonietta fremførte værket Carrier som et timelangt ritual. Publikum blev ført gennem røde lys, blå lasere, undervandsverdener og døende fjorde. Til sidst eksploderede musikken i rock og forløsning – og vi gik ud i septembernatten med sus i kroppen.