04 sep Fundet i en port i Hamborg – og nu i spotlyset i Odense

Foto: Henrik Hansen

På Femi Festivalens scene viste Rose Elvira, at det sårbare kan være både stærkt og smukt – og værd at lytte til

Søndag formiddag på Femi Festivalen i Odense bød på et af de øjeblikke, man kan leve længe på som koncertgænger. Den dugfriske, nærmest helt nyklækkede artist Rose Elvira indtog scenen – og med en blanding af ærlighed, legesyge og uimodståelig charme, mindede hun os om, hvorfor vi overhovedet går til koncerter. 

Historien om, hvordan Rose Elvira havnede her, er allerede en historie værdig. Under en inspirationstur i Hamborg i vinters, efter en dag fyldt med halvlunkne koncertoplevelser, hørte festivalens bookere pludselig en stemme, der skar igennem mørket i en portåbning. Der stod en ung kvinde med en guitar og sang for dem der havde sneget sig ind i ly for regnen– og hun sang så inderligt og hudløst, at trætheden forsvandt, og gnisten tændte. Da det så viste sig, at hun var dansk, var beslutningen helt enkel og spontan: Hun måtte på årets festivalprogram. Søndag kunne vi takke dem for netop det valg. Rose Elvira entrerede scenen med sin guitar hængende nonchalant over skulderen og en solgul kjole, der emmede af både sommer og selvsikkerhed. Hun lignede en artist, der hørte hjemme lige præcis der, selvom hun med al ydmyghed stadig var en nybegynder i spotlyset. Og så sang hun med en fed stemme– om livets store og små sår, om ungdommens sårbarhed, om at blive trådt på, men også om at rejse sig igen. Hun vendte det svære og tabuiserede på en så let og legende måde, at man blev fascineret og rørt.

Set-uppet var ret enkelt, med ikke for mange dikkedarer, men med en hyggelig indretning med nogle old school stue møbler, og det virkede som om vi var inviteret hjem i Rose Elviras egne gemakker. Det var rent nærvær og et fint intimt stemningsbillede. Der var noget klassisk singer-songwriter over hendes tilstedeværelse og musik – en følelse af at sidde tæt på bålet og få en hemmelighed betroet. Jeg kunne fint sammenligne Rose Elvira med både June Carter og Joni Mitchell. Og selvom hendes musik endnu ikke findes på streamingtjenester, føltes det som at blive inviteret ind i et univers, der allerede er bemærkelsesværdigt sammenhængende. Flere af sangene gled organisk ind i hinanden, og tilsammen tegnede de et billede af en ung kunstner, der både er legesyg, poetisk og frygtløs. Selvom der blev inviteret på Brunch på Femi Festivallen samtidigt med koncerten, kvitterede publikum med varme klapsalver, og Rose Elvira tog imod dem med en blanding af glæde, taknemmelighed og en snert af generthed – præcis den blanding, der gør det umuligt ikke at holde af hende.

Koncerten efterlod én med både en dyb tilfredshed og en rastløs nysgerrighed. For hvor starter hun egentlig, når hun snart udgiver sin første single? Hvilket hjørne af sit allerede imponerende sangkatalog vælger hun at åbne verden med? Ét er sikkert: Søndag formiddag i Odense fik vi et smugkig ind i en karriere, der kan blive stor.