Lyden af synthezisers, distortion guitar og metal mod metal.

Foto: Jonas Kirkegaard

Tyske Die Krupps gæstede Pumpehuset med stålsat energi på deres 45-års jubilæumsturné – en påmindelse om industrial-genrens vedvarende kraft, fra pionerer til nutidens arvtagere.

Mens Nine Inch Nails fylder stadions over hele verden og modtager priser til højre og venstre, så lever en række knapt så kendte bands fra industrial eller EBM-genren et mindst lige så højlydt og insisterende liv som Trent Reznors band. I aftes gæstede tyske Die Krupps Pumpehuset på deres 45 års jubilæumsturne. 

Sammen med bands som Front 242, Nitzer Ebb, Ministry, og danske Leætherstrip, så var Die Krupps med til at lægge grunden for at et band som Rammstein lyder som de lyder. I Danmark har bands som Spleen United, VETO og Nephewsenere trukket inspiration op af den samme store testosteronfyldte gryde med sange om menneskets møde med maskiner, arbejderklassebevidsthed og kamp for personlig styrke, individualitet og modstand.

I salen blandt publikum krøb gennemsnitsalderen sig nok op omkring de 50 somre, men at dømme efter de mange band t-shirts, så er det en generation, som går meget til koncert. Særligt CopenHell var stærkt repræsenteret. Til gengæld er der kommet mere ro i mosh-pitten end der var i de tidlige dage.

Bandet gik på efter hele to medbragte opvarmningsbands havde gjort det de skulle.

Die Krupps leverede selv en solid præstation med nærvær og den nærmest køligt beregnende form for aggression, som kendetegner deres stil. Med 45 år på bagen, så kan det godt være at de er ved at komme op i årene, men med al den energi, så tror jeg godt, at vi kan nå at få et årti mere ud af dem.

Jonas Kirkegaard
jkirkegaard@gmail.com