27 sep Søgende spændinger fra de eksperimenterende punkere i danske Poptones
Den vestjyske trio forener støj, dissonans og melodi på Pure – et album, der balancerer mellem kaotisk energi og hypnotisk skønhed.
Foto: Presse
Måske synes du, at verden fremstår en anelse modsatrettet og ambivalent. Måske tænker du, at den indeholder både bjergtagende skønhed samt den totale rædsel i industriel skala. Måske er du søgende, og har øjnene rettet mod begge poler. Måske du gerne ser denne virkelighed reflekteret i samtidens musik. Måske burde du lytte til den eksperimenterende punk-trio Poptones.
Trioen fra Thy har i hvert fald en sammensat lyd med masser af kontrast – præget af konstante spændinger. Et band der, bevidst fornemmer man, stemningsmæssigt er på gyngende grund fra start til slut.
Genremæssigt er lytteren udsat for en perlerække af punkens subgenrer, der genkalder minder om de forskellige æraer i rockens anti-autoritære kusine.
Fra slut-70’ernes no Wave og art punk til de mere punkede varianter af 90’ernes hard alternative. Poptones er både støjende, stemningsfuldt og gruppen blander form og harmonik, som det passer dem.
På Pure udsættes lytteren både for stærkt forvrængede og dissonante guitarriffs, groovy men harmonisk komplekse passager samt pludselige skift i rytme og volume. Det er en ambitiøs lyd, der på trods af udgangspunktet som trio, prydes af ekspansive arrangementer, der byder på både vibrafon, horn og strygere.
Poptones holder hele tiden én på tæerne i en grad, hvor man aldrig rigtig føler sig sikker. Sanger og bassist Mads Bertelsens luftige og tilbagelænede vokal samt søgende og eksistentielle tekstunivers bidrager kun til ovenstående stemning.
Uanset om instrumentationen er aggressiv og kaotisk eller drømmende og hypnotiserende, er udsvingene påfaldende få. Selv når gæstesanger Viktor Kaas, bedst kendt fra det københavnske hardcore-koryfæ Eyes, på Mirror World skriger med sine lungers fulde kraft, harmoniserer Bertelsens vokal nærmest messende.
Det giver Poptones en genkendelig lyd, og narrativt giver det lytteren indtrykket af en fortæller, som enten prøver at vedligeholde en mental klarhed i en kaotisk verden eller den mere uhyggelige fortolkning: at albummets protagonist er afkoblet i sådan en grad, at intet rigtig gør indtryk.
I det hele taget får man på Pure opfattelsen af en trio, som i den grad har fundet sin egen lyd, og hvis medlemmer har en stærk musikalsk kemi.
Efter en formidabel og varieret første halvdel cementerer trioen sin musikalske overlegenhed med den uforventede og rørende ballade 17 Hours. Et nummer der stikker ud, men samtidig bibeholder nogle af de kendetegn, gruppen hidtil har introduceret.
Og det er måske den største cado til den vestjyske trio. Det er eksperimenterende, desorienterende og dissonant musik – men gruppens indflydelser flyder sammen i én karakteristisk lyd underbygget af stærk sangskrivning. En kombination man langt fra møder hver dag.
Der var masser af potentiale i Poptones glimrende debut Between Darkness & Daylight, men det er tydeligt mere forløst på Pure, hvor trioen fra Thy etablerer sig som et af landets absolut mest interessante rocknavne. Det er en særpræget lyd, men hvis man søger modsætningerne i musikken, er Pure så absolut en plade, man skal give en chance.
Hvis Poptones lyder som noget for dig, skal du checke Pardans, Collider, Slim0, Taxidermy og Mary Ann’s Polar Rig
Kort fortalt: Poptones, en eksperimenterende punktrio fra Thy, udforsker kontraster og spændinger på deres album Pure. Lyden bevæger sig mellem støjende kaos og drømmende passager, med indflydelser fra no wave, art punk og 90’ernes alternative rock. Trioen udvider sit udtryk med vibrafon, horn og strygere, mens Mads Bertelsens vokal og tekster tilføjer en søgende, eksistentiel dimension. Resultatet er et særpræget og ambitiøst album, der cementerer Poptones som et af landets mest interessante nye rocknavne.
