31 okt En koncert for alle os, der ikke har lyst til et nostalgitrip med en problematisk figur

Foto: Jonas Kirkegaard

Johnny Marr er ikonisk – men måske for ikonisk for sit eget bedste?

Nogle gange skal man turde gøre ting alene – eller det øver jeg mig i hvert fald i. Det var derfor også lidt nervepirrende at tage til en koncert, hvor jeg på forhånd vidste, at jeg, som ung kvinde, på de fleste parametre ville være i undertal.

En koncert, som for mange af de fremmødte var et ægte nostalgitrip tilbage til et af de mest indflydelsesrige bands fra 80’erne. Eller i hvert fald til teenageværelserne, hvor væggene var spækket med plakater af bands som U2, Depeche Mode, The Police, Fleetwood Mac og aftenens stjerne: The Smiths.

Et band, som de fleste unge nok kan synge med på. I hvert fald hvis de har haft et lidt skævt pandehår over øjnene og en Strunge-samling under armen. På guitar i den indflydelsesrige gruppe finder man Johnny Marr. Han skrev de evergreensene sammen med den nu kontroversielle figur Morrissey. Projektet stoppede efter få års intensiv karriere, og Marr har længe arbejdet både som soloartist under eget navn men også i andre indflydelsesrige projekter såsom: the The, Electronic, Modest Mouse og the Pretenders. 

Her stod jeg så i Amager Bio blandt alle dem, der formentlig var helt unge, da The Smiths slog igennem – eller måske fandt dem lidt senere. Der var manglende hår på isserne, hænder i lommerne og ikke de store dansetrin denne aften. Det var fædrenes koncert – dem, der ønsker sig plader i gave og gerne nyder en kold øl til musikken.
Vi stod og ventede på en ikonisk figur, som har været med til at skrive de sange, der måske engang fik dem til at fælde en tåre.

Få minutter før koncert start, lød sirenerne i højtalerne, og det ellers snakkesalige publikum vendte blikket mod scenen. Koncentrationen samlede sig i fadølsøjnene denne kolde tirsdag. Ægte, og lidt ældre, rockstjerner trådte ind på scenen: solbriller, stramme bukser og cowboyjakker. Tonerne blev slået an, og koncerten åbnede med Generate! Generate! fra albummet The Messenger. Dansefoden blev kickstartet, motorerne kørte, og stemningen løftede sig.

Det næste nummer, som bandet bragede ud af højtalerne, var nok også grunden til, at mange var mødt op denne aften. De ikoniske toner til Panic fra The Smiths ramte publikum. Smilene bredte sig mellem de fremmødte, og en danseglad kvinde foran mig lignede, at hun var tæt på at eksplodere af glæde. Det satte gang i en ny drøm i mig: Når jeg engang har rundet fem årtier, håber jeg, at jeg stadig kan opleve et band, der har været lige så indflydelsesrigt for mig, som The Smiths var for dem.

Når man skævede op til forrest række, stod de yngre fans med intense blikke. En drøm gik i opfyldelse.

Det er præcis det, der er problemet – eller måske magien – ved bands som The Smiths. For hvad sker der med musikken, når et band splitter op? Ofte er det ikke, fordi bandet mister sin succes, men uenigheder der skiller dem. Tilbage står fansene med musikken, som måske har været lydsporet til en særlig periode af deres liv.

Pludselig kan man genleve den vigtige musik i en mærkelig form for coverband-øjeblik på spillesteder, som det originale band ville være alt for store til. Marr synger ikke som Morrissey – og det kommer han heller aldrig til. Det føltes lidt absurd at høre de ungdommelige sange med en anden stemme, end man er vant til. Det er nemlig i guitarspillet, Marr står stærkest. 
I flere numre hævede han også guitaren på sin ikoniske, vertikale måde, hvor instrumentet følger kroppen. En position, der emmer af rock, historie og selvsikker performance.

Marr ved, hvad han laver. Han har brugt det meste af sit voksne liv på musikken, og det kan mærkes. Han ejer scenen, selvom han både er forsanger og leadguitarist. Når hænderne kort forlader instrumentet, laver han crowd control og nærværende dansebevægelser.

Han talte også til publikum allerede efter andet nummer – om musikken, nye sange og med oprigtig taknemmelighed over, at vi var der. Den følelse, man får, når man oplever ham på scenen, er, at han er oprigtig sød. Ikke en klassisk rockstjerne med attitude, men en mand, der virker taknemmelig over at stå her – lige nu – sammen med os.

Måske var en del af taknemmeligheden også, at vi fik så mange The Smiths-sange. Det gjorde vi nemlig: fem ud af seksten numre var fra hans gamle band. Det slutter dog ikke der – det sidste nummer før ekstranumrene var Getting Away With It fra hans andet projekt, Electronic. Bandet forlod scenen og da kom tilbage efter en overdøvende applaus, startede de med den ikoniske The Passenger af Iggy Pop – efterfulgt derefter to The Smiths-numre.

Kigger man på setlisten som helhed, bestod næsten halvdelen af sangene af materiale, der ikke direkte hører til Johnny Marrs solokarriere, men til hans fortid.

Så hvorfor stod vi der? Var det for at høre en ældre musiker genbesøge sit bagkatalog for et publikum, der længtes efter en tid uden børn, der skulle hentes, eller et kommunalvalg lige om hjørnet?

Var vi her for at høre hans solomusik? Eller måske – og mest af alt – for at opleve The Smiths’ ungdomsoprør, men uden at støtte en ekstremt højreorienteret kunstner?

Jeg forlod koncerten forvirret, men med tankerne rasende i hovedet. Hvem skal blive mit store idol? Så jeg en dag, kan stå sammen med alle de andre og tænke tilbage på ungdommens tider? Jeg håber personligt, at det bliver nogen, som er ligeså dygtige som Johnny Marr.

Kort fortalt: Johnny Marr fyldte Amager Bio med både nostalgi og energi, da han leverede en koncert, der dvælede i fortiden. Halvdelen af setlisten bestod af The Smiths-numre, som fik publikum til at læne sig tilbage i taknemmelighed. Marr viste sig som en karismatisk og taknemmelig performer, der stadig mestrer sit ikoniske guitarspil. 

Hvis du kunne lide Johnny Marr, kan du checke følgende kunstnere, som er gået solo: Holm (Yung), Søren Michelsen (Søn), Cameron Winter (Geese) og Jockstrap (Georgia Ellery fra Black Country New Road)