31 okt Jim Legxacys fløjlsbløde stemme crooner over musikalsk arvegods på mixtapet: black british music

Foto: presse

Som et lyn fra en klar himmel, kommer Jim Legxacy og revitaliserer britisk hip-hop.

Den britiske hip-hop eksport har i de seneste været domineret af subgenren drill og dens efterdønninger, men der synes langsomt at spire nye lovende skud op fra den britiske jord, der prøver at ryste posen. En af de nyopståede stjernefrø, er den 25-årige melodiske rapper og singer/songwriter, Jim Legxacy, der i en håndfuld år har været aktiv som independent kunstner med et par loosies og et mixtape under bæltet. Det stod klart for alle og enhver med øret mod jorden, hvad angår britisk undergrundsrap, at Legxacy var en, man skulle holde øje med. Hen mod slutningen af 2024, kom det ud, at det prestigiøse pladeselskab XL Recordings havde skrevet under på en pladekontrakt med ham. 1 års penge senere, har han leveret sin debut for dem i form af det konceptuelle mixtape black british music (2025) – et pasticherende eksperiment, som omfavner kulturarv og konfronterer traumer. 

Mixtapet er som at træde ind på en kunstudstilling, der huser brudstykker af et folkefærds musikhistorie. Når man tager hul på mixtapet, kan man ikke kan vide, hvilken lyd man kommer til at lytte til på næstkommende sang. Poppet alt-rock, afrobeats og især rap med jerk-inspirerede trommer bliver alt sammen indvævet i mosaiske lydtæpper. Den alsidige crooners tekstunivers tager sit afsæt i hans rejse fra at være et usikkert barn til at blive en hærdet voksen med kunstneriske ambitioner. Det er en rejse, der undervejs har efterladt ham med nogle ar på sjælen. Gennem genrespringende baskere med popappel stifter man bekendtskab med en eftertænksom ung knøs, der kæmper mod et mørke, som forsøger at omslutte ham. Her får man indtrykket af, at kunst og kultur bliver en del af redningen.

Projektets afprøvning af forskelligartede genrer er både kulturhyldende og fremadtænkende.                     I både sin visuelle og musikalske æstetik er han del af en bølge, der nostalgisk øjner inspiration fra Y2K stilarter til sine visuelle (tjek hans musikvideoer ud) og musikalske udtryk – en slags revival som fx den britiske pop-prinsesse PinkPantheress har dyrket. Projektets udgivelse som mixtape, gør det oplagt at arbejde med stilelementer fra mixtapets guldalder i 00’ernes bling-æra i hip-hop. 

Projektets mest åbenlyste tribut til de efterhånden kanoniserede mixtape konventioner, er den tilbagevendende anonyme speaker, der, som et gadekryds mellem en alvidende fortæller og afdæmpet hypeman. Den tilføjer stemning på sange med slagord, der gør scenen klar til at nummerets hovednavn indtager den.
Det er umiskendeligt inspireret af DJs som DJ Drama, DJ Whoo Kid og Kid Capri. De toppede alle i mixtape guldalderen og var kendte for at have særegne introduktioner på sange med rappere som Lil Wayne og 50 Cent. Kid Capri bliver endda direkte citeret på den bræstefærdige banger i just banged a snus in canada water, når speakeren siger ’’Another world premiere.’’ 

Pionerer fra forskellige epoker af britisk musikhistorie, som David Bowie, Giggs, Skepta og Dave, får også kærlige hilsener på mixtapet. Sidstnævnte lægger i øvrigt mixtapets skarpeste gæstevers på nummeret 3x. Nummeret føles både som en samtale mellem generationer og som en samtale mellem mentor og protege. Legxacy kæmper på andet vers med bortgangen af sin søster, som Daves responderer på i sit vers. Herigennem får nummeret en konverserende sangstruktur, der har payoffs, der lander med hjerteskærende effekt – på trods af nummerets opstemte lyd. Sangens omkvæd interpolerer tekst fra Daves hit Wanna Know, mens synths fra grimeklassikeren Jampie af Wiley også sniger sig ind i det allerede mættede beat som en velkendt hvisken fra fortiden. Legxacy anerkender med sådanne cadeauer, at han står på skuldrene af kulturelle fyrtårne. Men selvom mixtapet er spækket med easter eggs, er det samlede værks indvirkning ikke afhængig af, om man bliver ramt af nostalgitrip. 

Den unge brite står som artist sikkert på egne ben med en bred faglig spændvidde og en nedtonet karisma. Catchy omkvæd og one-liners vælter ud af ham, og han har i samme træk flair for vittige ordspil (’’Sellin’ Charlie to the brats.’’).

Hans udtryksform er også kendetegnet ved en moderne maskulinitet. Han går fra at flexe dyre vaner på tilbagelænede og forførende fremgangsmåder – til at udtrykke sårbarhed i en grad, hvor hans vokal grænser sig til at være i et klynkende register som på emoballaden ’’issues of trust’’. 

Ikke overraskende har han omtalt den evigt eksperimentelle alt-rapper JPEGMAFIA som en inspirationskilde. JPEGMAFIAs diskografi tæller en håndfuld af de mest eksperimentelle hip-hop udgivelser fra de sidste 10 år, hvor black british music befinder sig et sted mellem at være eksperimentel og bredt appellerende. Med dette miks, kan man se for sig, at denne udgivelse vil sætte et sporbart aftryk i lydtrends i hip-hop – både inden for de britiske landegrænser og forbi dem.

Den talentfulde londoner har til gode at lægge visit på en dansk venue, men det ville forbavse mig, hvis ikke, at der bliver brygget på en europæisk turne – lad os håbe på det.

Kort fortalt: Legxacys 15-nummer lange debutudgivelse for XL Recordings er en saltvandsindsprøjtning i en lokal scene, der i nyere tid har kogt suppe på drill-rap. Albummets spidsfindige lydbilleder er kalejdoskopiske og flygtige – mirakuløst nok uden at blive disharmonisk miskmask. Han har et sikkert greb på sangene og evner at matche de typer af performances som instrumentaliseringerne kalder på. Sangene angribes med en bevægende udtrykskraft, der sondrer mellem en sejrrig bravade, leveret simpelt og catchy, og mere følsomme momenter, hvor man kommer dybere under huden på ham. Fans af melodisk rap, med appetit for en forfriskende oplevelse, får serveret et varieret sortiment af infektiøse og genreblendende bangere.