31 okt LEAP vil være morgendagens rockstjerner
Foto: Presse
En onsdag aften på RUST gjorde de britiske indie-rockere LEAP alt for at overbevise publikum om, at de var morgendagens bud et vaskeægte rockband
En stille støvregn silede med korte afbræk ned over Nørrebros gader om aftenen den 29 oktober. På Guldbergsgades fortov havde en kø ved ottetiden indfundet sig udenfor Rust. Anledning var det britiske indie-rockband LEAP, der spillede en udsolgt ekstrakoncert.
Som support satte Sally Spear stemningen med et charmerende take på rocket Avril Lavigne-agtig pop-punk. Opvarmningen dvælet i 00’er nostalgien, en stemning aftenens hovednavn også dyrkede.
Da LEAP gik på scenen var det med et fandenivoldsk udtryk, der signalerede, at her kom et rockband. Uniformen var klar: Tanktops, læderjakker – og en frontmand med solbriller. Både læderjakker og solbriller røg dog hurtigt af, da det, som forsanger Jack Balfour Scott hyppigt bemærkede: ”Its gonna be another sweaty one tonight” – og det var det.
Uniformer, udtryk og en livlig dialog med publikum sad i skabet. Med andre ord fejlede attituden intet, men musikken stod heller ikke tilbage. Bandets energi var smittende, og publikum, der stod som en sild i en tønde fra scenekant til baren, lod sig begejstret rive med. Ved sang nr. 3 havde Scott allerede mistet sin ene øresnegl, og trods utallige forsøg på at sætte sneglen på plads igennem koncerten, var der alt for meget energi hos frontmanden til, at det kunne lykkes.
Publikum fulgte bandets niveau af energi, og der blev ihærdigt sunget med på omkvædet i Sinking Feeling, fra det netop udgivne album Entropy:
“And now I got this
Sinking feeling
Something’s missing
Overtaking
Everything I am
Bring me back
Pull me out of this”
Omkvædet fra Sinkning Feeling afspejler, hvad LEAPs tekstunivers kredser om. Angsten ved at føle sig fortabt eller efterladt, er et eksempel på, hvor i følelsesregisteret bandet befinder sig. Tab og smerte er hyppige gengangere, og disse emner bliver besunget med alvorlighed og inderlighed – her er ingen ironisk distance.
Tekstuniverset afspejler bandets indie-rock’ betegnelse. Det instrumentale univers låner fra en 00er nostalgi, og tager lytteren tilbage til dengang, rockbandet var en institution på linje med Blockbuster, Fona og skinny-jeans. Det er nemlig 00’ernes pop-punk, der kan spores i LEAPs musik. Der er de store sangbare omkvæd og en polerethed i sangskrivningen.
Det er dog detaljer, for LEAP holder ikke intentionen skjult. Målet er at blive rockstjerner, vaskeægte gammeldags, rock’n’roll stjerner, som Scott proklamerede til os i publikum: ”You guys ready for a sweet bit of Rock’n’Roll?” – Det var vi.
Og Rock’n’Roll blev serveret med bravur. Krydret med et glammet, ja nærmest Van Halensk tilgang til guitarsoloer. Guitarist Adam Mason havde med andre ord masser af tid til at blære sig. Koncertens klimaks kom med The Downfall, hvor bandets etos blev krystalliseret:
“Jealousy and alcohol
Front row tickets to my downfall
Rock and roll
Therapy”
Rock’n’Roll terapi er medicinen, når det kommer til stykket, nok ikke helt virker. Undergangen kommer stadig, men skønt undergangen er uundgåelig, kan lidt Rock’n’Roll gøre vejen dertil lidt mere tolerabel. Bandet serverede igennem hele koncerten inderlighed og et billede af nogle gutter, der vil det. Og gøre hvad som helst for at være et vaskeægte rockband.
Måske var det den transparente vilje til at gøre hvad som helst for at lykkes med drømmen, der ultimativt var akilleshælen: LEAP ville det lidt for meget til rigtig at være rockstjerne-cool. Men måske er cool også yt og den sympatiske vilje til at kæmpe for en drøm in. For så gik LEAPs mission rent ind en regnvåd onsdag på Nørrebro. De blev derfor rettelig hyldet af et taknemligt publikum, overbevist om, at de var rockstjerner, i hvert fald for dén ene aften.
Kort fortalt: Et taknemligt publikum tog imod de inderlige rockdrømmere LEAPs store omkvæd og dundrende guitarsoloer, da de begejstrede en regnvåd onsdag på Rust.
