08 okt Shame viste os, at det er okay, at det gør ondt – både i moshpittet og i hjertet

Fotos: Isabell Larsen-Thomsen

Shame inviterer os alle til at lufte vores beskidte undertøj – og feste skammen væk

Solen skinnede ind ad vinduerne, sommeren var på sit højeste, og jeg var på en lille ø i det fynske, da jeg første gang satte Shames nye single Quiet Life på. Det var juni, og jeg glædede mig til, at deres fjerde studiealbum Cutthroat skulle udkomme. I stedet for deres ellers hurtigere, buldrende og moshpit-fremkaldende musik, som kendetegner Shame, kom Quiet Lifes bløde guitarer og reflekterende tekster fra forsangeren Charlie Steen:

“But you know that I won’t go
Cause I’m a coward don’t you know?
I’m a coward”

Et nummer – og et album – som jeg nok vil kalde et af årets bedste, havde bandet taget under armen, da de på deres MASSIVE MONSTER EUROPE TOUR lagde vejen forbi Pumpehuset.

Bandet er en del af den postpunk-bølge, som skyllede ind fra Storbritannien tilbage i midt-tierne. Vi står nu omkring ti år senere og har set et af genrens hovednavne, Fontaines D.C., spille på Orange Scene i år. Shame var en del af havet sammen med bands som Squid, Porridge Radio, The Murder Capital og Idles. De har dog altid stået lidt i baggrunden – aldrig ramt de helt store scener som Idles og Fontaines D.C. Det kan man spekulere længe over – er de ikke politiske nok? Ikke voldsomme nok?

Det, som gør Shame anderledes end mange af de andre bands, er, at de både er sjove og seriøse.
Det er netop den modsætning, der gør dem så stærke – og det så vi for fuld udblæsning på Pumpehuset i starten af oktober.

Koncerten begyndte med, at klassikeren Copacabana af Barry Manilow bragede ud af højtalerne – og hvis du ikke lige kan huske teksten:
“Her name was Lola, she was a showgirl.”

Og det er præcis, hvad Shame er. For det næste, vi blev revet med af, er høje motorcykellyde (som afspejler forsiden på deres nyeste udspil Cutthroat). Vi blev kørt over og festen startede med Axis of Evil begynder, og hvor Charlie Steen sang som en profeti:

“You’ll get away with whatever you do
Because nobody knows better than you.”

Vi kan slippe afsted med det hele – for det handler om at slippe skammen. Og hvis du ikke ved, hvordan man gør det, skal bassisten Josh Finerty nok vise dig hvordan. Han løb frem og tilbage på scenen fra første nummer, kun afbrudt i sin træning til det næste maraton, når han skulle synge kor til Charlie Steens insisterende vokal.

Hvis man ikke blev underholdt af den buldrende energi, kunne man blot lade blikket glide hen over de to guitarister, der hver især havde deres egen karakter i showet Shame: Eddie Green som den artige skoledreng med guitaren næsten helt oppe under hagen, og Sean Coyle-Smith som den mere generte postpunk musiker. Trommeslageren Charlie Forbes var lidt gemt i baggrunden, men han straffede trommerne så voldsomt, at trøjen måtte ryge halvvejs inde i showet.

Hovedkarakteren i Shame er dog vokalisten Charlie Steen, som styrede publikum med hård hånd – og et sigende outfit: bukser med seler, bar overkrop, præstekrave og solbriller. Det var sjovt, fjollet og samtidig dybt seriøst. Skammen skulle fjernes, smides og festes væk.

Hvis man har set dem på deres sidste tour, ved man, at bukserne ofte ryger som en strippers, mens han hopper rundt i guldfarvede underbukser – en frigørelse af det beskidte undertøj med lidt puder i røven. Denne gang beholdte han dog bukserne på.

Magten over publikum, som vises gennem fuld crowd control, kom også med et ansvar for at have noget på hjerte – og det havde Shame. Deres tekster spænder fra det vilde ungdomsliv, hvor man føler sig ved siden af, som i klassikeren One Rizla, til det politiske nummer Cowards Around, der sender en hårdt sparkende bold i maven på politikere, ejendomsmæglere og os selv – og videre til det mere følsomme og ærlige Quiet Life.

De solbriller, som ellers sad godt fast på forsangerens ansigt, røg af, da nummeret Adderall (fra albummet Food for Worms) startede. En sang om afhængighed af stoffet Adderall, som bruges til at behandle ADHD. Og det ramte lige i maven, når vildskaben blev erstattet af direkte øjenkontakt, og Steen sang:

“You pop and slip away
Your parents really miss you.”

Efter alvoren havde sat sig i salen, kom solbrillerne tilbage på ansigtet, og vi bragede videre – blandt andet med titelnummeret Cutthroat fra den nye plade. Der blev moshet, Charlie Steen kastede sig ud i crowd surfing, og vildskaben nåede sit peak.

I festen stod et publikum, der var omfavnende – og mangfoldigt på køn. Man kan nogle gange føle sig lidt alene som kvinde i rockens univers, men til Shame fyldte unge kvinder næsten lige så meget som mændene. Aldersspændet gik fra starttyverne til de garvede rockulve bagerst i salen. 

Shame er for masserne – for os alle sammen. For vi har alle noget, vi skammer os over, og vi skal lufte vores beskidte undertøj sammen med Charlie Steen, der kan befrie os fra vores synder med sin præstekrave.

Jeg følte mig opløftet, da jeg trådte ud af Pumpehuset. Og det kan godt være, jeg er en kujon, som Steen synger på Quiet Life, men det er okay – for vi er det sammen.

Kort fortalt: Shame leverede en eksplosiv og energisk koncert i Pumpehuset med deres nye album Cutthroat som omdrejningspunkt. Bandet balancerede humor og alvor med præstekraver, moshpits og stærke tekster om skam, afhængighed og ungdomsliv. Charlie Steen styrede publikum med både showmanship og sårbarhed, mens energien på scenen var smittende. En koncert, der beviste, at Shame stadig er et af postpunkens mest ærlige og underholdende bands.

Hvis Shame lyder som noget for dig, skal du checke disse tre postpunk bands ud danske  Ethics, Farmand og svenske Boko Yout