27 okt YUNGBLUD sætter ild til København: Fra ungdommelig oprørskhed til live-legende

Foto: Anton Schmidt

Den mest elektriske aften, hvor kaos, karisma og publikumsfeber smeltede sammen og tog musikalsk ekstase til nye højder

Fra det øjeblik YUNGBLUD trådte på scenen, stod det klart, at jeg ville blive vidne til en koncertoplevelse ud over det sædvanlige, og jeg kan med sikkerhed sige, at denne koncert efterlod mig med et YUNGBLUD-formet hul i mit hjerte.

Harrison åbnede med Black Sabbath-klassikeren War Pigs over højtalerne, hvis guitar riff rungede ud i koncertsalen og satte tonen med tung, metallisk rytme. Her blev dedikationen til Ozzy Osbourne, YUNGBLUDs ven og mentor, tydelig fra start. Senere under aftenen sang, Harrison Changes af Charles Bradley som hyldest til Sabbath-legenden, hvilket tydeligt viste, hvordan han kombinerede sin dybe respekt og store kærlighed for sine musikalske rødder og rollemodel med sin egen unikke energi og scenekarisma. En gestus, der vækkede tårekanalerne.

Energiniveauet i koncertsalen var intet mindre end elektrisk. Fra publikums svingende arme, der mindede om et glidende koralrev, til salens passionerede stemmer, der brød lydbarrieren. Hele oplevelsen blev intensiveret af Harrisons crowd engagement, som var fuldkomment, imponerende og over al forventning. Publikums respons matchede i høj grad hans energi; hele salen spejlede hans bevægelser, efterlignede hans tungeudstrækninger og metal-håndtegn. Pludselig var vi ikke bare vidner til showet, vi blev en aktiv del af det. 

Harrison balancerede kaos med kontrol, hvilket gjorde hans crowd engagement både ekstremt energisk og intenst involverende. Han opfordrede til fire mosh-pits i løbet af koncerten. Publikum var tøvende i starten, men efter det 2. mosh-pit, som egentlig mere var en forsigtig skubbescene, blev de modige og lod sig for rive med af Harrisons karismatiske, smittende passion for kaos og energi.  Folk sad på hinandens skuldre, skrålede og skreg med, og hele koncerten var i symbiose mellem Harrison og publikum.

Under koncerten hev Harrison en teenager fra publikum op fra mængden, og da drengen kom på scenen, føltes det som om, vi alle var med på scenen. Harrisons engagement med teenageren var både sjov, vildt og rørende – de spillede guitar sammen, de skreg sammen, de sang sammen. De delte endda en smøg sammen. Harrison kastede flere gange øl ud i publikum, hvilket cementerede følelsen af fællesskab midt i kaosset. YUNGBLUD var i konstant bevægelse med hop og spark og fægtende arme. Han hoppede ned i publikum og op på folks hænder, alt imens han sang med imponerende rå styrke og kontrol. 

Min begrænsede viden om YUNGBLUD fik mig til at forvente, at hans fanbase primært bestod af et yngre, punket publikum. Det var bestemt tilfældet i hans tidlige karriere, men det var ikke tilfældet under denne koncert. Jeg blev overrasket over det store antal voksne tilstede, og at målgruppen nu spænder fra teenagere til både voksne og ældre, er et tydeligt tegn på, hvor meget Harrison har udviklet sig som kunstner.

Lysshowet understregede den dramatiske energi med dansende neonfarver, der strakte sig på vægge, loft og gulv. Luften var spækket med konfetti som tung sne, der eksploderede over salen to gange og forstærkede koncertens visuelle kaos. Midt i kaosset forbinder Harrison sig med publikum på en personlig plan, med sin hyldest til København: “This night has been my favorite on this fucking tour,” og “I’ll come back to Denmark every year till I’m dead.”

Setlisten var ambitiøs og varieret: War Pigs til Hello Heaven, Hello, The Funeral, Idols Pt. I, Lovesick Lullaby, My Only Angel, tour-debuten superdeadfriends, fleabag, Lowlife, Changes,Fire, Tin Pan Boy, braindead!, Loner og afslutningen med Ghosts og Zombie. Flere numre blev understøttet af et lille orkester med tre violinister, der tilførte dramatisk resonans og dybde til sange som Loner og Ghosts, hvilket skabte en kontrast til den ellers eksplosive energi. Dog var det desværre en smule svært af høre violinerne, grundet den høje musik.

YUNGBLUDs musikalske univers mindede om My Chemical Romance og Panic! At The Disco, med teatralsk og følelsesdrevet energi, der kombinerede punk, pop og dramatik. På dansk grund kunne man trække paralleller til The Minds of 99s monumentale ungdomsenergi, Baby in Vains rå guitardrevne kraft og Sort Sols teatralske mørke æstetik. 

Kort fortalt :(selvom jeg kunne blive ved med at beskrive denne uforglemmelige oplevelse, hvis jeg ikke havde en word-limit), var aftenen en powerful demonstration. En demonstration af, hvordan YUNGBLUD har udviklet sig fra den unge, oprørske knægt, til en scenemester, der mestrer både energi, karisma og publikumsinvolvering – uden at efterlade sin rebelske energi fra sin ungdom. Med kompromisløs intensitet, dramatisk lysshow, orkesterarrangementer og interaktion med fans, blev både jeg og København vidne til en af de mest mindeværdige koncerter på Harrisons Idol Tour. Han viste, at han stadig var ungdommens rebel – især under sin optræden af sine gamle sange, men nu med fuld kunstnerisk kontrol, hvilket gjorde aftenen til et uforglemmeligt møde med live-musikkens ekstreme muligheder.

Konklusionen er, at der burde stiftes en gruppe for os, der lider af YUNGBLUD koncert blues.