14 nov Albumanmeldelse: AFSKUM – Hjertet Kniven – AFSKUM forbander sin verden, ham selv, og hans fortid på sindsoprivende opfølger
AFSKUM er tilbage med opfølgeren til hans storslåede debutalbum, og han vender tilbage langt mere hjerteskærende, traumatiserende, støjende og larmende end nogensinde før. Vi kommer dybt ind i det larmende og dybt reflekterede tungsind på den unge kunstner. Det er heldigvis både skræmmende og fantastisk velsmagende.
Helt tilbage i 2022 startede den tidlige hype omkring AFSKUM, da han blev booket til opvarmningsdagene på Roskilde Festival, dog med næsten ingen musik udgivet til offentligheden. Nærmest alene igennem hans rygte fik han samlet et enormt publikum og skabt en intens og gennembrydende stemning – og i løbet af meget kort tid fik han skabt et stærkt aftryk på den danske undergrundsscene.
Året efter udgav han sin debutplade af samme navn, AFSKUM, som blev en fænomenal eksperimenterende, aggressiv og personlig synthpunk-plade. Pladen var fyldt med energi, og vi blev præsenteret for nærmest uhyggelige afkroge af AFSKUM’s verden; det var både saftigt og velsmagende.
De sidste par år har der været relativt stille på AFSKUM’s front, kun med få singler og få koncerter. Men nu er opfølgeren til hans første album endelig landet, og den lander så sandeligt på et tørt sted.
På hans nye plade, HJERTET KNIVEN, søger AFSKUM længere ind i sig selv og dybere ned i hans fortid og de traumer, der har været med til at definere ham, og som stadig hjemsøger ham som skræmmende genfærd.
AFSKUM omfavner mange af de synthrock/punk-elementer, der definerede og sammenbandt den første plade. De store, piercende og gennemborende synth-walls fra den første plade er blevet til bølger i et synthesizer-ocean, der drukner lytteren i poetiske tekster og elektroniske lydbølger.
Albummet lægger ud med et par singler, der lyder som om AFSKUM har valgt at trække sig lidt mere tilbage i en behagelig og reflekterende singer/songwriter-stil, men det skal hurtigt vise sig, at de første par sange blot er stilheden før en sindsoprivende og hjerteskærende storm.
Pladen kalder på en tættere lytning nu, og det er de tunge ord og poesien, der gennemstrømmer pladens udtryk. De store filosofiske tanker fylder stadigvæk for AFSKUM, og det bliver til tider så dybt og eksistentielt, at jeg flere gange må stoppe op og tænke: ”Gad vide om AFSKUM i virkeligheden har det helt okay?” – Svaret er muligvis: ”sikkert ikke” – i hvert fald ikke når det gælder tekstuniverset på hans nye plade, men forhåbentlig har han det lidt bedre i dagligdagen. Han er langt mere emo i denne omgang, og det er til tider både hjerteskærende og fantastisk saftigt at kunne svælge rundt i hans dybe, svære tanker og følelser. Man kan hurtigt komme til at skamme sig over, hvor fristende det er at mæske sig og safte sig i AFSKUM’s livsbekræftende og smertelige mesterværk.
Barndommen, traumer, indre dæmoner og fortidens skyggesider bliver gennemgående temaer, som danner fundament for den personlige ramme, som AFSKUM præsenterer for os. Blandt andet på DE HER DAGE viser AFSKUM os, hvordan mørket aldrig helt vil forlade hans hverdag, og hvordan hans fortid u tide og utide raserer over den unge mands tunge sind.
Samtidigt er der flere af sangene, der går en mere traditionel og rocket vej med klassisk bandopsætning: guitar, trommer og bas. Det er både spændende og meget imponerende at se ham mestre flere forskellige facetter. Tempoet og attituden stiger i løbet af pladen, og AFSKUM lyder for første gang som et mere traditionelt rockband fremfor eksentrisk synthpunk-fænomen. Det virker dejligt forfriskende at høre AFSKUM med ægte hurtige skindtrommer, selvom han trives så godt i elektronikkens store, dybe lydbølger.
På den måde kan den første halvdel af pladen virke en smule forvirrende, da der bliver introduceret nye stilarter og genbesøgt flere af AFSKUM’s gamle elementer. Det er forfriskende at opleve, hvordan AFSKUM fornyer sig på dynamisk vis, uden nogensinde at flygte for langt væk fra hans solide og velskabte udgangspunkt.
Albummets lyd bygger sig heftigt op, jo længere vi kommer ned i tracklisten. Særligt på albummets næstsidste sang ”VILJEN” bliver det lydmæssigt og temperamentsmæssigt vildere, uhyggeligere, voldsommere, jo tættere vi kommer på pladens afslutning.
Det er nærmest som om AFSKUM’s lyd bliver en selvopfyldende profeti. For selvom den nye plade starter med at introducere nye nuancer og stilarter for AFSKUM, fordi i takt med at vi kommer tættere og tættere på AFSKUM’s synthesizer-aggressioner, jo tættere vi kommer på pladens afslutning. Det er nærmest som om larmen og støjen repræsenterer de traumer og dæmoner, som han unægtelig aldrig kan slippe af med. På den måde bliver albummet en meget smuk kunstnerisk projektion – både af AFSKUM som kunstner, men også af AFSKUM som menneske.
For hvad der startede ud med at kunne blive AFSKUM’s overgang til et mere laidback, reflekteret postrock-singer/songwriter-udtryk, ender med at blive et angstskrig af eksistens og smerte, hvor AFSKUM transformeres ind til nedbrydelse og angstfuld opløsning i støj og pulserende synthesizers. Pladen bliver til sidst en kulmination af indebrændt vrede og dueller med indre dæmoner, og det er en ærefrygtig og rørende forestilling at få lov til at bevidne en stor kunstners aggressive, poetiske magtdemonstration.
Hvis det sidste album lød som en følelsesmæssig og bar version af AFSKUM, så har han nu skraldet alt huden af og smidt organerne direkte foran synet på os.
På pladens sidste nummer, HJERTET TIL MUNDEN, lyder det nærmest som at være tilstede i en blanding mellem et sanatorium for psykisk ramte patienter og en dyster technoklub i Berlin fyldt med sort makeup og lange læderfrakker.
Lydens udvikling kan nemt sammenlignes med den kraftpræstation af smerte og vrede, der forvandler Son Goku til super saiyan (If you know, you know – jeg er sikker på, at AFSKUM forstår). Eller rettere sagt: AFSKUM når simpelthen til sidst næste niveau og overskrider sine egne begrænsninger på hans nye plade.
I en tid hvor det er smart og trendy at være nonchalant og ligeglad, og hvor en seriøs musikkarriere skal ligne en hobby udadtil, tropper AFSKUM op med et hjerteskærende og følelsesspækket album, der er fyldt med vital nerve og agens. AFSKUM viser os præcis hvem han er, og hvor han kommer fra – og det er fantastisk forfriskende at opleve en artist, der vælger at være så kompromisløst ærlig og tro imod sig selv.
Dette album er en direkte kunstnerisk projektion af det sårede geni, som ligger gemt bag AFSKUM’s ydre, og det bliver en af de mest rørende og autentiske præstationer, der længe er set fra en dansksproget artist.
AFSKUM fornyer sig og viser os endnu en personlig og kunstnerisk udvikling, og beviser, hvordan albums stadigvæk har sit indpas i det danske musiklandskab.
Kort fortalt: AFSKUM viser flere dybder, flere sider og flere følelser end nogensinde før. For hvad der først lod til at være AFSKUM’s overgang til laidback singer/songwriter postrock, skulle dette blive en indebrændt og kunstnerisk eksplosion af vrede, poesi og synthesizers. AFSKUM når med denne plade sit næste niveau og virker nu nærmest ustoppelig.
Hvis du kan lide AFSKUM, så giv et lyt til: KÆLERTAG, Skt. DeLarge, ØNDI, Såforsatan, og USERS
