24 nov Det australske lys i den danske mørke

Foto: Presse

Torsdag aften faldt sæsonens første sne, mens jeg var svøbt ind i Hazletts varme og sårbare univers. Væbnet med en melankolsk glød, rolig intensitet og blid atmosfære, smeltede den australske singer-song writer sneen om Lille Vega med sin indie-folk følelsesmæssige musikalske rejse, vi alle var inviteret med på.

Iført snedækket hår og røde kinder, pakket tæt ind i den lullende vinterstemning, blev jeg mødt af hovednavnet selv, Mitchell Hazlett Lewis – bedre kendt for sit kunstnernavn Hazlett – i foyeren. Han stod bag disken med sit merch. Sjælendt møder man musikeren, før de går på scenen i så afslappet en setting, lænet op ad disken, hvilende på sin ene arm. Hans kropssprog kommunikerede tydeligt, hvilken aften jeg havde foran mig.

Belyst af et dunkende rødt lysshow, indtager Hazlett scenen. Som bag disken, hvilede han også her på scenen bag sin mikrofon og sin elektriske guitar. Under første halvdel af koncerten, stod han i et mørkt spot, mens resten af scenen badede i blå og orange toner. Det kan virke besynderligt, når man trods alt er kommet for at både se og høre kunstneren. Men kender man blot en smule til hans univers, forstår man hurtigt, at lyset netop afspejler Hazletts kerne: den mørke side af livet.

Hazlett fremstod som en rolig skikkelse. Iført en enkel tank-top og en kasket omkredset af hans krøllede, mørke hår, satte han tonen fra begyndelsen med Please Don’t Be. Hans signatur vokal var blød, næsten hviskende, men bærer alligevel en klar styrke. Han bevægede sig ikke meget, men hans sange inviterede en betænksom tilstedeværelse. 

På trods af deres rolige natur er hans sange og talent kendt for deres følelsesladet styrke. En følelsesmæssig tilstedeværelse, jeg savnede under denne koncert. Der er ikke en finger at sætte på hans musikalske evner; den sikre guitarhånd, den varme, hæse vokal. Men den fængslende effekt, hans numre normalt bærer, manglede. Som mangeårig Hazlett-fan gør det ondt at sige, at koncerten føltes lidt flad.

Instrumenteringen var sparsom men præcis – guitar, en dæmpet keyboard-tekstur, en forsigtig tromme og hans egen vokal i centrum. Hans sætliste strakte sig fra hans debutalbum Bloom Mountain til hans nye album, der kom ud i september, last night you said you missed me. Lyrikken er utvivlsomt hjertet i Hazletts værk, og det kom tydeligt til udtryk under koncerten. Temaerne om sorg, nedtrykthed og længsel vandrede igennem sætlisten. Numre som Missionary Feelings og I’m Not Ready to Go bar på dyb introspektion, mens Bones Shake og The First Train Home udforskede distance – både fysisk og emotionel. Hans ord faldt ikke bare som poesi, men som nære samtaler. Publikum hang på hver linje, for det var ikke bare musik, men en spejling af følelser mange kunne relatere til. 

Din kære anmelders personlige yndlingsnummer var Bones Shake. Med en kort livshistorie plettet af sorg på forskellige parametre, ramte denne sang et råt punkt. Dens evne til at fremkalde det falmende minde om en fjern men nylig hjertesorg, var lindrende, nostalgisk og ikke mindst helende. Et bevis for, hvordan Hazletts musik heler, hvor tid og rødvin ikke er tilstrækkelig.

Som Hazlett var lysshowet diskret: bløde, glidende nuancer af blå, violette og orange toner dominerede, mens enkelte gule pletter fra spotlights af og til forsigtigt ramte scenen. Lyset var svagt, som om scenen trak sig tilbage for at lade musikken tale for sig selv. 

Hazletts musik trækker tydeligt på den intime, folk-inspirerede tradition, som også findes hos flere danske navne. Hans bløde vokal, introspektive tekster og akustiske tilgang minder om kunstneren mp.oxford, særligt hans nyere mere stille numre. I samme blide boldgade har vi Hans Philips nye album Honey, som også på samme vis indrammer stilheden ved det dybe følelsesrige. Dette kan især høres i hans sang Honey fra hans nye album af samme navn. Derudover kan der dannes paralleller til den danske indie-folkscene repræsenteret af Martin Baltser, hvis elektroniske indie-folk musik omfavner det poetiske ved sårbarhed.

Alt i alt var koncerten en vidunderlig smertefuld oplevelse, man higer efter at opleve igen. Selvom den godt kunne have været en lidt større, bragende oplevelse. Koncerten var smuk, og Hazlett leverede en forestilling, der var mere end blot musik – det var en samtale, en spejling og et åndehul. Hazlett viste, at hans rejse som kunstner ikke bare handler om musik, men om at dele sårbarhed og invitere andre med på rejsen ind i hjertet af menneskelige følelser. 

Hvis jeg skal sætte et enkelt ord på aftenen, må det være ”av” grundet de dybe følelser, der så blidt blev vækket i en. Musikken fungerede som et spejl, jeg stod foran sammen med de moustache-bærende, vinylglade Nørrebro-typer i striktøj omkring mig. Men, som tidligere nævnt, kunne oplevelsen godt have været løftet. Hazlett er kendt for hans blidhed og emotionelle tyngde, men hans sange bringer alligevel en headbop eller to ud af en, og det gjorde denne koncert desværre ikke. 

Og dog, på trods af hvad koncerten manglede, var denne aften ikke kun en oplevelse – det var en samtale mellem ven og fortrolig om hjertesorgs dybde, og ødelæggelsen, den efterlader. Med beskrivende billedsprog, intim akustisk guitar og hæs toneklang, iscenesatte Hazlett, hvad det vil sige at være i live – på godt og ondt. 

Kort fortalt: En snefyldt decemberaften smeltede Hazletts stille, australske lys ind i Lille Vegas mørke – og ind i publikum. Hans koncert var smuk, blid og følelsesmæssigt rørende, men manglede alligevel det sidste skub, der normalt får hans sange til at løfte sig. Det blev en aften, der gjorde ondt på den gode måde, men som også efterlod én med en stille følelse af, at noget kunne have brændt stærkere.

Hvis du kan lide Hazlett, så skal du checke mp.oxford og Martin Baltser ud!